anbragt paa en Vogn1; et saadant Apparat kan naturligvis arbejde hurtigere og særdeles intensivt. Indtil videre spiller Spröjtning næppe saa stor en Rolle i dansk Skovbrug, at det vil være nærliggende for det at lægge sig efter disse store Maskiner, som iøvrigt, hvor man kan komme frem med dem, arbejder fortrinlig. Eventuelt kunde flere Skovbrugere slaa sig sammen om een, saaledes som Havebrugere har gjort i Amerika.

En Form for Insekt-Bekæmpelse, som har vundet en Del Indgang i Skovbruget - om end ikke i dansk Skovbrug, og som i nogle Tilfælde har givet meget gode Resultater, er den saakaldte Limning. Den bestaar deri, at man omgiver Træstammer hver med en Ring af et særdeles tykflydende Stof for derved at hindre bestemte Insekter i at krybe op i Træerne. Limning er i Havebruget anvendt imod Frostmaaler-Hunner, som fra Jorden gaar op i Træerne for at lægge Æg, og i Skovbruget med Held imod Fyrrespinderlarverne, der overvintrer i Jordoverfladen og skal op ad Træets Stamme for at faa Næring.

„Limen", der fremstilles af forskellige Fabrikker, er af ubekendt og vistnok ret forskellig Sammensætning; den bærer vistnok for saa vidt sit Navn med Urette, som den næppe har nogetsomhelst at göre med Lim i almindelig Forstand 3. Det, som den udmærker sig ved, er, at den holder sig uforandret blød uden Indtörring eller Skorpedannelse i flere Maaneder, samtidig med at den paa den anden Side heller ikke bliver blødere eller flyder ned. Dette er de Krav, man maa stille til en brugelig Limsort.

Limen smöres paa med en Spatel og Ringen egaliseres med et Glattetræ (se Fig. 479, S. 557). En „Limdaase", som er bleven konstrueret, viste sig ved Anvendelsen i Norge upraktisk (for trættende for Haanden)1.

Hvis Barken, som Limen skal anbringes paa, er meget skrubbet, som Tilfældet er med ældre Fyrrebark, maa den i Forvejen paa det

1 Se den S. XVII anførte Afhandling af KÖLPIN Ravn.

* ESCHERICH, Forstinsekten Mitteleuropas 1. Bd., 1914, S. 370, nævner som „die renommiertesten Leimfirmen": Ermisch, Burg b. Magdeburg; Wingenroth, Mannheim; Schindler & Mützell Nachfolger, Stettin; Hoffmann, Freiberg. Prisen pr. Dobbeltcentner angives (för Krigen) til mellem 14 og 20 Mark.

* Escherich (1. c.) skriver, at det först var, da det lykkedes den kemiske Industri at fremstille en „Raupenleim" ved at give Tjære en længere „Fängigkeitsdauer" ved en Slags Forsæbningsproces, at Benyttelsen af Limringe kunde faa Indgang i Skovbruget. Derefter skulde den i Skovbruget anvendte „Lim" altsaa være et omdannet Tjæreprodukt.

4

Angaaende andre saadanne Apparater henvises til ESCHERICH (1. c. S. 371 ff.).

paagældende Sted glattes med en Kniv; man bruger hertil en Kniv med et Haandtag i hver Ende.

Beslægtet med Limringene er i deres Virkemaade de saakaldte Limstrænge se S. 579 saa vel som Beskyttelsen af uangrebne Arealer ved Hjælp af Grøfter, som det paagældende Insekt ikke eller vanskelig kan komme over.

En Form af Bekæmpelse, som navnlig i de senere Aar har vundet Anklang, er den saakaldte biologiske Bekæmpelse, som gaar ud paa at modarbejde et Skadedyr ved at begunstige Dyr eller Planter, som er dets Fjender, og arbejde paa Indførelse af disse, hvor de ikke findes.

Visse Former af biologisk Bekæmpelse er af ret gammel Dato. Fuglefredningen er til Dels motiveret ved, at de paagældende Fugle skulde være i Stand til at holde skadelige Insekter eller andre Skadedyr nede; og man søgte da at fremme denne deres Virksomhed ved Fredning af dem eller endog ved en mere direkte Understøttelse (Stæren o. a.). Det lader sig tilvisse ikke nægte, at det kan være overraskende store Masser af Insekter, ogsaa skadelige Insekter, som man kan se Fugle sætte til Livs. I Kroen af en Ringdue fandt man saaledes ved et Angreb af en Ædelgranvikler (Tortrix murinana), som visse Steder er almindelig, henved 1000 Pupper af Vikleren, i to Misteldrosler 200 og 300 Larver af samme, o. s. v. I Oldenborreaar er alle Slags Fuglemaver fyldt med Oldenborrer. Men trods alt faar man alligevel det Indtryk, at det altsammen forslaar usigelig lidt; Fuglene er hverken i Stand til at forhindre, at de store Insektmasser bliver til eller til at forringe deres Antal, naar de er bleven til, saaledes at de i næste Omgang bliver færre. Det maa ogsaa fremhæves, at det ingenlunde blot er skadelige Insekter, som Fuglene fortærer, men for en höjst væsentlig Del ligegyldige eller nyttige Insekter; saaledes har man fundet adskillige Snyltefluelarver (Tachiner) i Maven af forskellige Fugle. Fuglefredning vil derfor næppe nytte stort, og for visse Fugles Vedkommende har en stærk Fredning derhos den Betænkelighed, at de ved Siden af den „Nytte", de gör, anretter utvivlsom, ganske haandgribelig Skade (f. Eks. Stæren som Kirsebæræder)1. Se i øvrigt Afsnittet Fugle.

1

Smlgn. W. BAER, Die Bedeutung d. insekten fressenden Vögel für die Forstwirtschaft. i: Aus der Natur 9. Jhrg., 1913, S. 659.

Store Forventninger har man næret til Virkningen af en Understøttelse af snyltende Insekters og Rovinsekters Arbejde og navnlig til en Indförsel af dem til Steder, hvor de ikke fandtes, til Bekæmpelse af de paagældende Skadedyr. I Nordamerika har man anstillet omfattende Forsøg i denne Retning, der synes at vise, at man virkelig i visse Tilfælde kan opnaa noget betydningsfuldt paa denne Maade. Eksempelvis kan anføres følgende Tilfælde. I Firserne var man saa uheldig at faa indslæbt en Skjoldlus, Icerya Purchasi, fra Australien til Californien, hvor den formerede sig stærkt og gjorde enorm Skade i Appelsin- og Citron-Plantningerne. Man sendte da en Entomolog til Australien, hvor han hentede et Antal Eksemplarer af en Mariehøne, Novius cardinalis, et Rovinsekt, som dèr var Skjoldlusens værste Fjende. Man fik den til at formere sig i Nordamerika, og i Løbet af faa Aar bragte den Antallet af Icerya ned til en Ubetydelighed. Ogsaa med enkelte Snyltehvepser har man haft et lignende Held. Men Vanskelighederne er meget store; bl. a. er Forholdet det, at disse nyttige Insekter atter selv har Fjender, som forringer deres Antal, naar de bliver meget talrige. Altfor sangvinsk maa man derfor ikke være.

Paa lignende Maade har man tænkt sig, at man kunde faa Bugt med skadelige Dyr ved at indføre eller arbejde paa Udbredelsen af Svampe og Bakterier, som fremkalder Sygdom hos de skadelige Dyr. De bedste Resultater i denne Retning turde være dem, man har haft overfor Mus, som man i stort Omfang har faaet dræbt ved Hjælp af Bakterier, der anbringes i en Lokkemad, og som fremkalder dødelige Sygdomme i Musene (se S. 85). Mindre gunstige har Resultaterne været overfor Insekter (se Oldenborren, S. 221), og jeg har i det hele Indtrykket af, at man her har opnaaet lidet eller intet. Forholdene stiller sig i Naturen næppe fuldt saa simple, som man har været tilböjelig til at antage.

Af Vigtighed overfor Angreb af Skadedyr er en forebyggende, saa at sige hygiejnisk Virksomhed: man maa arbejde paa, at Skoven ikke göres altfor modtagelig eller bekvem for Angreb, og at den er i en saa god Sundhedstilstand som muligt. Man bör ikke plante Skov paa saa ussel Jord, at Træerne ikke kan blive andet end forsultne Vantrivninger og derved tillokkende overfor

visse Insekter. Man bör ikke lade Effekter (f. Eks. Fyr) ligge i Skoven som Udklækningsmateriale for skadelige Insekter. Man bör ikke stille en Afdrivning saaledes, at de nye Bestandsrande paa uheldig Maade udsættes for Insolationen. Man bör, naar man anlægger en Nykultur af Naaletræ paa et afdrevet NaaletræsAreal, sörge for, at den ikke ædes op af Insekter, som er avlede paa samme Flade. Man bör, hvor Insektangreb virker svækkende paa Træerne i en Bevoksning, styrke den ved en passende Gennemhugning; o. s. v. Trods alt dette kan man naturligvis faa Skade og Tab; men Tabene vil i det hele og store blive mindre paa et Distrikt, hvor man arbejder energisk paa Forebyggelse.

Forstzoologien beskæftiger sig endvidere med de nyttige Dyr. Kun enkelte, navnlig Regnormen, er mere direkte nyttige; i Almindelighed er de nyttige Forstdyr saadanne, der ved at tilintetgöre Skadedyr indirekte kommer til at gavne Skoven. Det gælder her paa lignende Maade som for Skadedyrenes Vedkommende, at strængt taget ethvert Dyr, der fortærer skadelige Dyr, er at betragte som nyttigt. Men i de fleste Tilfælde er Nytten forsvindende. Mange insektædende Dyr tager vel nu og da et skadeligt Insekt, men deres Hovedføde er den store Masse af Insekter, der er ligegyldige 1, og de tager derhos ogsaa ofte nyttige Insekter. Det bliver derfor atter her Forstzoologiens Sag at udsondre det forholdsvis beskedne Antal Former, som der virkelig kan være Tale om gör nogen Nytte ved at udrydde Skadedyr. I tidligere Tid har man for visse Dyregruppers Vedkommende haft ganske overdrevne Forestillinger om deres Nytte, saaledes navnlig for Fuglenes Vedkommende; det er i Virkeligheden kun ganske faa Fugle, der gör nævneværdig Nytte i Skoven. Heller ikke Rovinsekternes Virksomhed kan efter de foreliggende Erfaringer anslaas meget höjt. De Dyr, der gör mest Nytte i Skoven, er — ved Siden af Regnormen forskellige Snylteinsekter, der væsentlig bidrager til at forringe Antallet af skadelige Insekter.

1

PERRIS (Fuglene og Insekterne, i: Tidsskr. f. popul. Fremst. af Naturvidenskaben 5. Række 2. Bd. S. 52) fremhæver med Rette, at af de c. 35 000 Arter af Insekter, som (i 1873) var kendte i Europa, var i det höjeste 350 (1%) skadelige. Selv om disse Tal muligvis ikke er aldeles nöjagtige, er det dog vist, at Antallet af skadelige Insektarter er forsvindende lille i Sammenligning med de ligegyldige.

Litteratur.

RATZEBURG, Die Forst-Insecten. 1-3. Theil. Berlin 18371844. (1. Theil eksisterer foruden i Udgaven fra 1837 desuden i et 2. Auflage fra 1839; naar intet udtrykkelig anføres, er det förste Udgave, der er citeret). 1. Th.: Biller, 2. Th.: Sommerfugle, 3. Th.: de øvrige Insekter.

RATZEBURG, Die Waldverderbniss. 1. Bd. (Fyr og Gran). Berlin 1866. 2. Bd. (Ædelgran, Lærk og Løvtræer). 1868.

ALTUM, Forstzoologie. 2. Auflage. I. Säugethiere. Berlin 1876. - II. Vögel. 1880. III. Insecten. 1. Abth. (Allgemeines u. Käfer). 1881. III. Insecten. 2. Abth. 1882. (Det er nedenfor stedse denne Udgave, der citeres).

JUDEICH U. NITSCHE, Lehrbuch der Mitteleuropäischen Forstinsektenkunde. Wien 1885-95. Delt i to Bind, dog med fortløbende Paginering. (Ofte citeret blot som „Judeich-Nitsche").

ESCHERICH, Die Forstinsekten Mitteleuropas. Erster Band. Allgemeiner Teil. Berlin 1914. (Kun dette Bind udkommet). Fremtræder som „Neuauflage" af Judeich-Nitsches Lehrbuch. NÜSSLIN, Leitfaden der Forstinsektenkunde. 2. Auflage. Berlin 1913. 3. Auflage, herausg. v. RHUMBLER. 1922.

TRÄGÅRDH, Sveriges Skogsinsekter. Stockholm 1914.