Tjæren blot paa den ene Side af Planten, andre1 stryger den til c. 15 cm Höjde helt rundt; Græsset bör fjærnes nærmest ved Planten og Bestrygningen udføres lige til Jorden. Tjæren skal ikke skade Planterne. Af större Betydning er de Midler, som gaar ud paa at tilintetgöre saa mange Mus som muligt og paa denne Maade frelse Planterne for deres Angreb. Til dette Formaal anvendes især forskellige Gifte. Medens man tidligere meget anvendte Kulsur Baryt, Fosfor, Arsenik, Strandlög eller Rævekage (Nux vomica), er man i den nyere Tid her i Landet almindelig gaaet over til Anvendelse af Strychnin-Hvede, som fremdeles er det mest anvendte Giftmiddel. Det fremstilles paa den Maade, at Hvedekorn, hele eller afskallede3, lægges en Tid i en Strychninopløsning, derefter farves røde og törres 5. Hveden udsættes i Kulturerne i Smaakasser eller i Drænrør; den holder sig godt og ædes stærkt af Musene, som i Reglen hurtig dør. Strychninen renser Kulturerne fortrinlig for Mus og maa stilles i förste Række 1 Se en Artikel i Zeitschr. f. Forst- u. Jagdwesen 11. Bd. S. 293. 2 Maaske kunde der være Anledning til i Steden for Tjære at anvende Larvelim (smlgn. S. 76). 8 Afskallede Korn er ude i Skoven mindre holdbare end uafskallede, men de sidste har den Mangel, at Musen, idet den skaller dem af, samtidig fjerner det meste af Strychninen. Ogsaa halvknust Hvede anvendes. Endvidere har man forsøgt med Strychnin malt, som meget gerne ædes af Musene. Den afskalles ogsaa af Musene, men Strychninen er trængt bedre ind i den end i Strychninhveden. Forsøg med forskellige andre Giftstoffer, Kvægsølv- og Cyanforbindelser m. m., har ikke bragt noget brugeligt Erstatningsstof for Strychninen. Se „Nogle Undersøgelser og Forsøg med Musegift" i Skovforen. Tidsskr. 1919, S. 396-401. • Som bekendt kan Strychninhvede købes færdig, og denne venale Vare er farvet rød med Fuchsin. Den oprindelige Recept angiver, at den skal farves med Mønje, som giver en langt brillantere Farve, medens Fuchsinfaryningen er meget svagt fremtrædende. Da en af Grundene til at farve Hveden rød er den, at man vil afskrække Fugle fra at æde den, er Farvningen med Fuchsin aabenbart en uheldig Modifikation, da næppe nogen Fugl vil lade sig afskrække af den matte rødlige Farve, som de fuchsin farvede Korn har. At lade Gifthveden være ganske ufarvet maa jeg iøvrigt meget fraraade, da det altfor let kunde give Anledning til Fejltagelser og Ulykkestilfælde. 5 Strychninhvede falbydes fra forskellige Apoteker her i Landet; vil man selv tilberede den, maa Strychninens store Farlighed vel erindres. • De fleste Markmus dør efter Nydelsen af nogle faa Korn (med 3-4 00 Strychninindhold). Rød- og Skovmus synes i Reglen at kunne taale en Del mere, nogle Eksemplarer endog meget mere. mellem Midlerne imod Museskaden; navnlig maa den stærkt anbefales, naar man vil have en öjeblikkelig Virkning. Skyggesiderne ved Strychninen er, at dens Anvendelse ikke er billig, og at den udsatte Strychninhvede frembyder en vis Fare for andre Dyr; Ræve, Katte, Ugler osv. dør undertiden ved at fortære de strychninforgiftede Mus, Mejser og andre Smaafugle ved at æde af Hveden. Kulturerne maa sædvanlig forsynes med Giften en halv Snes Aar. I yngre regelmæssige Kulturer lægger man Rørene med Giften skematisk i Rækker med indbyrdes lige stor Afstand; Afstanden mellem Rækkerne c. 6 m, mellem Rørene i hver Række ligeledes c. 6 m; i ældre Kulturer anbringes Giften paa Steder, hvor man mærker der er Brug for den; Rørene flyttes eventuelt, eftersom det göres nødigt, fra Steder hvor der intet fortæres til Steder hvor der fortæres meget. Det er heldigt saa vidt muligt at have samme Personer til Udlægningen Aar efter Aar, for at man kan nyde godt af Vedkommendes Erfaring. Rørene efterses saa tit det skønnes at være nødvendigt, hver 8de eller 14de Dag. Man har gjort den Erfaring, at Giften særlig forsvinder fra de Rør, der ligger langs Spor, Huller i Bevoksninger eller andre græsgroede Partier. Udlægningen maa vistnok helst foregaa fra straks efter Høst og indtil Marts Maaned; endnu i Marts kan man faa stærkt Angreb. Distrikter, hvor man er gaaet frem efter dette Skema, har man haft udmærkede Resultater. Udgiften har för Krigen med de daværende Arbejdspriser andraget 5-10 Kr. aarlig pr. Td. Land Kulturareal, hvor Udlægning foregik. I de senere Aar har man forsøgt i Steden for Strychnin at anvende Strandlög-Ekstrakter: Ratinin og Scillatin, som dog ikke har faaet nogen videre Udbredelse. Fremdeles har man forsøgt sig med forskellige BakterieKulturer, ved hvis Anvendelse man gaar ud paa at bibringe Musene en dødelig Sygdom. Det förste Middel af denne Art, vi har anvendt her i Landet, var den Loefflerske Musetyfus-Bacil, der er Aarsag i en tyfusagtig Sygdom, der optræder hos flere Mus og for Markmusens Vedkommende altid ender med Døden. Jeg har med den anstillet flere Laboratorie-Forsøg, som 1 Man kan faa sygdomsvækkende Bakterier til at vokse i visse Vædsker (Kødsuppe f. Eks.) eller i geléagtige Substanser ved at „pode" lidt af dem over deri, idet man nöje maa sörge for, at Podningen göres sterilt", saaledes at ingen andre Mikroorganismer kommer med. Man faar saaledes „Renkulturer". Det er saadanne Kulturer Talen er om i Teksten. gav det Resultat, at Markmus efter Fodring med Franskbrødsterninger, der var vædede med en Kultur af Bacillen, døde, sædvanlig efter 2-8 Dages Forløb, sjældnere efter 2-3 Uger. Bliver en Mus, der er død af Sygdommen, ædt af en Kammerat, dør ogsaa denne. Ude i Skoven er der ligeledes anstillet talrige Forsøg med udlagte Franskbrødsterninger, vædede med en fortyndet Bakteriekultur, mange Steder med godt Resultat. Af ydre Aarsager har Musetyfus-Kulturerne dog ikke vundet Indgang i det danske Skovbrug udover de af mig anstillede Forsøg1. Midlet har den Fordel, at det er muligt at fremstille det billigere end Strychninhveden, og at det er ganske ufarligt for andre Dyr; det har den Mangel, at Kulturvædsken skal behandles med nogen Omhu og at Dyrene ikke dør lige med det samme, men först efter nogle Dages Forløb. En Mangel er det ogsaa, at Skovmusen er immun overfor det, saaledes at Brødterningerne eventuelt fremdeles bliver fortærede efter at Markmusene er døde, og der gaar paa denne Maade mere med 2. deraf. Rødmusen er modtagelig for Musetyfusen, men dør ikke altid Senere er et ganske lignende Middel, Ratin, blevet startet af en herværende Forretning („Bakteriologisk Laboratorium,Ratin““) og har faaet en ikke ringe Udbredelse. Det drejer sig om en Bakteriekultur, som, anvendt paa lignende Maade som MusetyfusKulturerne, ganske prompte dræber Markmus og Rødmus i Løbet af 2-7 Dage, medens af Skovmus kun c. 50 % dør. Ratinkulturerne er utvivlsomt gode og holdes fortræffelig i Orden (det gælder om at Virulensen", Giftigheden, ikke forringes); de er ogsaa med Held bleven anvendt adskillige Steder i vore Skove og skal stille sig billigere end Strychninen, som de dog ikke har kunnet fortrænge. Midlet har i det væsentlige samme Egenskaber som 1 Grunden hertil var, at de fra Udlandet importerede Kulturer var for dyre, og at et Forsøg jeg gjorde paa at faa et herværende Statslaboratorium til at fremstille og udsende Kulturerne, strandede paa Grund af tilfældige personelle Forhold. 2 Se angaaende Musetyfus-Bacillen mine Artikler i Tidsskr. f. Skovvæsen 4. Bd. A, S. 153–159 og 173-176; 5. Bd. A, S. 97–106; 6. Bd. A, S. 199-208. Midlet anvendes ogsaa imod Husmus, som stedse dør deraf, og imod Rotter (Mus decumanus), af hvilke ligesom af Skovmus kun en Del dræbes deraf. Musetyfus-Bacillen: Virkningen er god, men den er ikke öjeblikkelig1. Tidligere søgte man i stort Omfang at modarbejde Markmusen i Skoven ved Indfangning. Mange Steder anvendtes saaledes Gruber af c. 1/2 m Dybde, i Almindelighed runde i Tværsnit, bredere forneden end foroven; der faldt en Del Mus ned i Gruberne, som blev trofast røgtede af Rævene; nogen grundig Rensning for Mus ydede de naturligvis ikke og er vistnok nu ganske forladt. Ogsaa Fælder af forskellig Art benyttedes - og benyttes endnu hist og her -, men andre Midler har trængt dem i Baggrun den 9. Her skal endnu blot med et Par Ord berøres nogle Midler, der er egnede til at raade Bod paa Ulykken, naar Skade er sket. Et Middel, som man undertiden har anvendt for at redde særlig större Planter, som er musegnavede forneden, er 1 Se angaaende Ratinen bl. a. Laboratorieforstand. BAHRS Artikler i Tidsskr. f. Skovvæsen 17. Bd. A, S. 1, 18. Bd. A, S. 89, 26. Bd. A, S. 31. 2 Som Eksempel kan nævnes den af Skovr. SP. ULRICH konstruerede; den er beskreven i Tidsskr. f. Skovvæsen 1. Bd. S. 178. a, Fig. 60*. Ret stor Bøg, som först er bleven gnavet af Markmus ved hvor man ser den blottede, delvis overvoksede Vedflade. Dernæst er den bleven hyppet og talrige Rødder er udviklede ovenover det skrællede Sted. Men derefter er den gnavet paany ved b. — 1/4. en Hypning af Planterne, saaledes at Saaret dækkes og Jorden naaer op til den intakte Bark; der danner sig da nye Rødder fra denne, og Planten kan saaledes reddes. Undertiden kan det dog ske, at man atter faar Gnav ovenover den nye Jordoverflade. Ogsaa en Nedskæring af Planterne i en stærkt angreben Kultur vil undertiden kunne give et brugeligt Resultat. Nær beslægtet med den almindelige Markmus er en anden Studsmus, Arvicola (Microtus) arvalis, der i det ydre næppe er til at skælne fra A. agrestis, men som kendes fra denne ved, at den Fig. 61. Slidfladen af 2den venstre Kind- A B anden Kindtand i Overkæben kun har to fremspringende Kanter paa sin indvendige Side, medens samme Tand hos agrestis har tre, to större og en lille bagtil. Denne Markmus findes her i Landet alene i Jylland, særlig i det sydlige1, medens A. agrestis findes hele Landet over (ogsaa i Jylland er sidst nævnte den almindeligste 2). A. agrestis 1 H. WINGE, Om nogle Smaapattedyr i Danmark. i: Videnskab. Meddel. fra Naturhist. Foren. 1882 S. 84. 2 A. arvalis er dog ingenlunde nogen Sjældenhed i Jylland; sine Steder er den i Hundredvis funden i Uglegylp, undertiden endog talrigere end agrestis. Se foruden den anf. Afh. af Winge: O. HELMS, Om |