Page images
PDF
EPUB

hed end i andre. De Træarter, som der sædvanlig er Tale om, er jo Naaletræ, Fyr og Gran, som begge angribes stærkt, de løseste Sortimenter naturligvis allerstærkest. Af indenlandsk Løvtræ er Eg meget modstandsdygtigt, vanskeligt at arbejde i, medens forskellige andre Løvtræer ikke holder ret længe. Meget modstandsdygtige er de tropiske Træsorter Yarrah og Demerara Greenhart1 - men helt undgaar heller ikke disse haarde Træarter at blive benyttet af Pæleormen; jeg har saaledes en Prøve af Yarrah med Gange af Pæleorm (og Pælekrebs) her fra Landet; og i den i Anm. 1 citerede lille Bog om Greenhart er der afbildet et Tværsnit af en Pæl paa 40 x 40 cm, der, efter at have staaet 10 Aar i Vandet, i sit yderste 2-22 cm tykke Lag har en Del Pæleormsgange (men ikke dybere inde). Grönt Træ, som sættes i Vandet med ubeskadiget Bark paa, f. Eks. Gran eller Løvtræ, holder længe, idet Ormen aabenbart ikke ynder at gaa ind gennem Barken; men Barken holder jo ganske vist kun en Tid.

Som Eksempel paa, hvorledes Pæleormen arbejder, vil jeg lidt nærmere beskrive en Fyrre-Planke, som jeg i Slutningen af Februar 1898 fik sendt fra Esbjerg, hvor den lige var tagen op af Vandet, og som indeholdt levende Dyr. Planken havde siden Sept. 1892, altsaa i 5% Aar, været anbragt paa „Hovedet“ af den ene Havnemole ved Esbjerg Havn. Den er 2 m lang, 25 cm bred og 5 cm tyk; den øverste Ende har staaet 0,6 m under daglig Höjvande; Forskellen mellem dagligt Höjvande og dagligt Lavvande er 12 m, saaledes at den øverste Del har været blottet ved Lavvande. Alligevel naaer et enkelt Rør op til c. 25 cm fra Plankens øverste Ende; men Angrebet er kun svagt i Plankens øverste Del. Nedefter bliver Angrebet stærkere og stærkere, og ved den nederste Ende er Træet helt ødelagt og saa skørt, at det ved et temmelig ringe Tryk falder itu. Planken er foruden af Pæleorm ogsaa angreben af Pælekrebs, der paa sine Steder efterhaanden har gnavet sig saa langt ind i Træet, at nogle af Pæleormenes Kalkrør er bleven blottede; saadanne Kalkrør er bleven tykkere og fastere, end Tilfældet ellers er. Af andre speciellere Forhold kan nævnes, at man undertiden ser en Gang forgrene sig, udsende

1 Demerara Greenhart. Houthandel voorheen G. Alberts Lzn. & Co. Middelburg, August 1894. (Med smukke Figurer).

Endnu tydeligere ses dette paa et Rør paa en anden Plankestump fra Esbjerg; Kalkrørets Væg er her paa den udvendige, blottede Side bleven omtr. 1 mm tyk.

en Sidegang: d. v. s. Ormen har (af ubekendte Aarsager) forladt den blinde Ende af sit Rør, har trukket sig et Stykke tilbage og dernæst boret sig et nyt Rørstykke; den gamle Rørende er da ved en Tværskillevæg eller rettere ved en Del af det nydannede Kalkrør aflukket fra det øvrige. Naar man aabner et Rør,

[ocr errors]
[ocr errors]
[graphic]

Fig. 636*. Stykke af et Granbræt, som har siddet i en Badehustrappe i to Aar, hvert Aar fra 1. Juni til 30. Sept; men ellers været oplagt paa Land. Det yderste Lag Træ er foroven brækket af. Stærkt angrebet af Pæleorm. - 1/1.

ses „Ormen" at fylde dette belt; men den er i Stand til at trække sig stærkt sammen, saaledes at en stor Del af Rørets Længde (fra den blinde Ende af) bliver tomt; ogsaa sit Omfang kan den formindske meget stærkt.

Den Hastighed, hvormed et Stykke Tømmer kan blive tilintetgjort af Pæleormene efter at være anbragt i Havet, er ofte ret forbløffende. Jeg har saaledes et Bræt af 31/4 cm Tykkelse, som i 1896 og 97 har siddet i en Badehustrappe ved Frederikshavn; Trappen har i hvert af de nævnte Aar staaet i Søen fra 1. Juni til 30. Sept., men ellers været oplagt paa Land. Det er saaledes gennemboret af c. 4 mm vide Teredo.

Rør (Fig. 636), at et Fladesnit gennem det giver et Billede som af en Bikage, hvilket altsaa er udført af to Kuld Pæleorm i 2 × 4 Maaneder. I Ingeniørforeningens Skrift (se S. 711, Anm. 1) nævnes S. 9 en Pæl, der i Skeldervirken paa Sverrigs Vestkyst i Løbet af et Aar blev fuldstændig ødelagt af Pæleorm; Pælen var c. 20 cm tyk; Gangene er, svarende til den korte Tid, for störste Delen kun indtil 6 mm vide; Pælen er gennemmineret lige til Centrum (den i Ingeniørforeningens Skrift afbildede Prøve er nu i Landbohöjskolens Samling). Sædvanlig vil der dog vistnok hengaa noget længere Tid, inden Ødelæggelsen er saa fuldstændig.

Pæleormen er vidt udbredt ved de europæiske Kyster. Mest berömte er de Ødelæggelser, som den i forrige og indeværende Aarhundrede har anrettet i Holland paa Vandbygningsarbejder; den har kostet Holland mange Millioner. Ved den hollandske Kyst siges den periodevis at være optraadt mere ødelæggende; som saadanne Tidspunkter nævnes 1730, 1770, 1827, 1858-591. Aarsagerne hertil er ikke udredede 2.

Ved vore Kyster findes Pæleormen de fleste Steder, mangler dog i den sydlige Del af Sundet og Øst for Syd-Sjælland og Møen (mangler ogsaa i Guldborgsund); og paa Steder med ringe Saltholdighed, som ved København, er dens Angreb ikke stærkt, medens Lokaliteter med höj Saltholdighed viser stærkt Angreb. Men de fleste Steder ved vore Kyster maa man altsaa regne med, at Træ, der sættes i Søen, bliver angrebet af den.

Sammen med Pælekrebsen anretter den ogsaa hos os stor Skade og giver Anledning til kostbare Beskyttelsesarbejder. Eksempelvis kan nævnes, at der „til Pæles Beskyttelse i den vestjydske Kystsikring er anvendt c. 100000 Kr. i direkte Udgift; den indirekte Udgift, opfattet som den Besparelse, man vilde have haft i Konstruktionen, dersom Træet kunde göre anden Tjeneste end den foreløbige, til Stillads, maa anslaas til adskillige Hundrede Tusind". Mindst er dens Ødelæggelser inde i vore dybe Fjorde. Med Hensyn til Bekæmpelsen1 bemærkes følgende:

Mange Steder benyttes som Middel imod Pæleormen en Imprægnering af Træet, sædvanlig med Kreosot, der presses ind

[blocks in formation]

Muligvis er der overhovedet i Virkeligheden ikke saadanne Perioder, men Antagelsen af dem hviler maaske derpaa, at Isgang eller andre tilfældige Omstændigheder har aabenbaret den Brøst, som længe har været til Stede.

8 Ingeniør Poulsen; Meddelelsen er fra midt i Halvfemserne.

* De følgende Bemærkninger er for en stor Del tagne fra Ingeniørforeningens Pæleormsarbejde.

i Veddet, der maa være godt udtörret. Der skal optages betydelige Mængder, for at Beskyttelsen kan være tilstrækkelig effektiv, nemlig c. 300 kg pr. m3 Ved, hvad der for visse Træsorter ikke kan opnaas, saaledes skal, Gran ikke være i Stand dertil, heller ikke Fyrrens Kærneved, hvorfor man af imprægneret Fyr til Vandbygningsarbejder maa benytte rundt Træ (Kærnen maa ikke komme frem til Pælens Overflade). Til haarde Træsorter kan det overhovedet ikke anvendes; det trænger altfor lidt ind. Hollænderne

[graphic]

Af

anses Kreosotering for det bedste Middel. Forskellige andre Stoffer anvendes paa lignende Maade. Et Minus ved Imprægneringen er, at det gör Træet stivere og skørere.

Langt ringere Værdi har en Bestrygning med Tjære, Karbolineum, „Sotor" o. S. V.

Fig. 637*. Bøgetræ med Gange af Pæleormen (Teredo

[blocks in formation]

Det sidstnævnte kreosotagtige Stof har dog sine Steder givet opmuntrende Resultater, i al Fald flere Aars Beskyttelse, men ellers er Virkningen af en Bestrygning i Reglen kun kortvarig, idet de paaførte Stoffer hurtig afslides eller udvadskes.

Her i Landet anvendes meget en Beklædning med Metalplader, særlig hvor Bølgeslaget ikke er stærkt. Tidligere benyttede

man især galvaniserede Jernplader, men nu almindelig ugalvaniserede Plader, idet Rusten, som Pladerne efterlader, beskytter Træet, ogsaa efter at Pladerne selv er rustede bort. Pladetykkelsen er sædvanlig 1 mm (sj. 2). Ogsaa Zinkplader er med Held benyttede; de skal være ret tykke, da de hurtig fortæres, og være slaaede paa med Zinksøm.

[ocr errors]

En anden Beklædning", som i den nyere Tid er bleven anvendt, er halverede Betonrør, som lægges udenom Pælene; de bliver falsede i hinanden, og Rummet mellem Pælen og Røret fyldes med Sand1. En beslægtet Fremgangsmaade er følgende: Pælen omgives med to lette Halvrør af Staal, som holdes sammen, og Rummet mellem Pælen og Røret (c. 10 cm bredt) fyldes gennem et Rør med Beton 2.

Paa Steder, hvor Bølgeslaget er stærkt, eller hvor der er stærk Isgang, som ved Høfderne, anvendes her i Landet almindelig Sømbeslag. „Tidligere anvendtes mest de saakaldte „I Plathoveder" med indtil 4 cm brede, flade Hoveder, og anbragte i 5 à 7 cm Afstand ....; nu anvendes næsten udelukkende Beslag med almindelige Traadstifter (som Regel omkring 40 mm Længde og af Vægt c. 1,2 kg pr. Tusinde), der sættes meget tæt, Afstand 1,5-2 cm og forsatte for hinanden i Rækkerne, hvorved man faar en tilstrækkelig Fordeling af Rusten i Træet. Afstanden mellem Sömmene er bestemt af, at Rusten skal kunne brede sig ud over hele Træmassen; almindeligt anvendes c. 4000 Söm pr. m2 Træflade (Afstand 1,6 cm) .... Saa snart Rusten har gennemtrængt Træet, er det fuldstændig beskyttet mod Angreb." Tømmeret bör ikke sættes i Vandet, för Sömmene er godt rustne. Heldigst er det, om man kan undgaa at sætte det i Vandet om Sommeren, naar det sværmer med Larver, som mulig kunde finde et ubeskyttet Sted paa den friske Pæl3.

1 Se „Prometheus" 1909 Nr. 1010.

* Committee of the Institution of Civil Engineers appointed to investigate the Deterioration of Structures of Timber, Metal and Concrete exposed to the Action of Sea-Water. First Report of the Committee. Ed. by CROSTHWAITE a. REDGRAVE. London 1920. S. 50.

[ocr errors]

* Et noget mindre Antal Söm synes sine Steder at kunne være tilstrækkeligt. Ved de lollandske Diger synes at være opnaaet god Beskyttelse med 3200 pr. m3, hvorimod der med 2500 er konstateret Angreb. I Havnsø Anlægsbro [Nekselø-Bugten] ... blev 20 cm tykke Granpæle, der var forsynede med 2000 Stkr. pr. m2, fuldstændig ødelagte paa mindre end 2 Aar," men det menes, at en medvirkende Aarsag har været, at de blev sat ud om Sommeren, för Rusten havde faaet Lejlighed til at brede sig tilstrækkelig i Træet. Jeg har et Stykke

« PreviousContinue »