voksede med hinanden næsten i deres hele Udstrækning; ved Forenden er der dog en lille Aabning, hvorigennem den lille skiveformige Fod stikker frem; og ved Bagenden sidder der to bløde Rør, hvert med en Aabning paa Enden, Kapperørene; gennem det ene af disse Rør, Aanderøret, ledes Vandet ind i Kappehulen henover Gællerne, gennem det andet, Kloakrøret, ledes det atter ud tilligemed Ekskrementerne. Ved Grunden af Kapperørene sidder to spatelformige Kalkplader (,, Paletterne"), hvis spidse Ende stikker ind i en Sæk, af hvilken de kan skydes frem ved Sammentrækning af visse Muskler. Naar Dyret sidder i Ro, rager begge Kapperørene ud i Vandet; forstyrres det, trækkes de sammen og tilbage i Røret, og Paletterne skydes frem i Aabningen og lukker denne1.

Pæleormene formerer sig ved Æg, som inde i Kappehulen udvikler sig til smaabitte Larver, der om Sommeren. (ved den hollandske Kyst især i Juni Maaned) stødes ud gennem et af Kapperørene. Efter faa Dages Larveliv sætter det unge Dyr sig fast paa et Stykke Træ andre Stoffer borer Pæleormen sig ingensinde ind i og danner sig i Overfladen af dette en lille Grube 2,

1 Se SIGERFOOs, Natural History of the Teredinidæ. i: Bull. Bureau of Fisheries Vol. 27, 1907 (Dep. Commerce a. Labour, Wash.) S. 199.

2 I Juli 1890 fandt jeg paa Vestkysten Syd for Skagen et Stykke Træ (Fig. 635), ganske friskt og nyt, som aabenbart kun i kort Tid havde ligget i

som successivt fordybes og bliver til et Rør, der sænker sig dybere og dybere ned i Træet og sluttelig kan opnaa en Længde af 1/3 m eller mere1; det er i sin störste Længde omtr. cylindrisk,

Fig. 635*. Stykke Fyrretræ, som kun kort Tid har ligget i Havet (fundet opskyllet i Juli Maaned ved Vesterhavet). Talrige Teredo-Larver har boret sig ind i det. A set fra Fladen, B Længdesnit. I de smaa Huler laa Skallerne af de unge Teredo'er. 21/2 Gang forst.

Vandet og fornylig var skyllet op. Det var angrebet af Pæleorm, som havde dannet smaa krukke formige Fordybninger i det, der endnu kun var omtrent 1-2 mm dybe, med en Indgangsaabning, der ikke var 1/2 mm i Diameter; Hullerne sad til Dels ganske tæt ved Siden af hinanden: en hel Sværm af Larver havde paa eengang slaaet sig ned paa Træstykket. I hver lille Krukke laa et Par Pæleorm-Skaller; selve Dyret var raadnet bort. Som man vil se af det meddelte, var Indgangsaabningen mindre end hos den ældre Pæleorm, den maa altsaa senere udvides; muligvis er det Paletterne, der rasper Hullet större.

1

Hvor lang Tid den er om at opnaa en saadan Störrelse, er mig ikke sikkert bekendt. Jeg formoder et Par Aar.

c. 5-10 mm vidt1; den ydre Aabning er ikke mere end 1-2 mm i Diameter; Aabningen er oval og viser en Antydning af 8-Tals Form (Fig. 636), idet der i Rørets yderste Del paa hver Side er en lav fremstaaende Kant (ses ved Lupeforstörrelse). Dyret udfylder Røret helt, kun de to Kapperør, som kan udstrækkes til en ret anselig Længde, rager ud i Vandet, men trækkes tilbage i Røret ved den mindste Forstyrrelse; Rørets Væg beklædes med et tyndt Lag Kalk, en Hudafsondring (som formodentlig har den Betydning, at den hindrer, at Muslingens bløde Overflade kommer i Berøring med de Stoffer, der mulig kunde trække ud af Veddet); i den afrundede blinde Ende af Gangen mangler dog Kalklaget, som derimod er fortykket i Nærheden af Rørets aabne Ende. I Pæle o. lign. sænker Gangen sig gerne i sit förste Forløb jævnt skraat mere eller mindre dybt ind i Veddet fra dettes lodrette Overflade og løber derefter paa langs af Træets Retning, hyppigst i Retningen opefter; i mange Tilfælde er dog Forløbet mere eller ganske uregelmæssigt, især naar der er mange Gange til Stede. De gaar uden Forskel gennem Sommer- og Foraarsved. De skærer ingensinde tværs igennem allerede tilstedeværende Gange, men holder sig, selv hvor der er mange af dem, hver for sig, i det höjeste kan Skillevæggen mellem to Nabogange have et lille Gennembrudssted (som dog dækkes af Kalklaget). Det afslebne Træsmuld (se nedenfor) passerer ud gennem Tarmkanalen, og det har ved Undersøgelse i den nyeste Tid viist sig, at Veddelene under deres Passage gennem Tarmen mister c. 80 % af deres Cellulose, at der altsaa i Tarmen er et Enzym, der kan opløse Cellulose, saaledes at Træsmuldets Kulhydrater kommer Dyrets Ernæring tilgode; i øvrigt ernærer Pæleormen sig utvivlsomt ligesom andre Muslinger af organiske Smaadele (mikroskopiske Dyr, Diatoméer o. s. v.), som Vandet fører med ind i Kappehulen.

Det har været meget omdebatteret, hvorledes Pæleormen borer sine Gange3. Nogle har ment, at det skulde ske ved Hjælp

1

1 I nordligere Lande kan Gangene være videre; fra Færøerne har jeg saaledes et Stykke Træ med en Gang paa 12-15 mm Vidde.

2 DORE & MILLER, The Digestion of Wood by Teredo navalis. i: Univ. of Calif. Publications in Zoology Vol. 22, Nr. 7, S. 383. 1923. Smlgn. ogsaa HARINGTON, A Note on the Physiol. of the Shipworm. i: The Biochem. fournal Vol. 15, 1921, S. 736.

Smlgn. FR. CALLIAUD, Mémoire s. 1. Mollusques perforants. i: Naturkund. Verhand. v. d. Hollandsche Maatschappij d. Wetenschappen te Haarlem, Tweede Verzameling, Elfde Deel, Tweede Stuk. Haarlem 1856.

Boas: Forstzoologi. 2. Udg.

46

af Skallerne, der ganske vist paa en Del af deres Overflade ligner en Fil. Denne Anskuelse støder dog paa uovervindelige Vanskeligheder. Saaledes ser man ingensinde Spor af Slid paa Skallens Overflade hvad der utvivlsomt maatte findes, dersom det virkelig var Skallerne, der blev brugt som Boreredskaber; endog den tynde, uforkalkede Hinde, der bedækker Overfladen, er bevaret. Endvidere er det ikke til at forstaa, hvorledes de Muskler, der hæfter sig til Skallerne (Aabne- og Lukkemuskler), skulde kunne sætte disse i en saadan Bevægelse, at Skallerne kunde virke som Raspe. Og endelig maa det fremhæves, at der findes et Antal andre til Dels med Pæleormen nærbeslægtede Muslinger, der borer i Træ, Kalksten m. m., hvis Skaller har et Udseende, der udelukker enhver Tanke om, at de skulde kunne anvendes som Boreredskaber; og Sandsynligheden taler jo for, at Boringen stedse, i al Fald hos nærstaaende Former, foregaar paa lignende Maade.

Medens det saaledes kan anses for sikkert, at Skallerne ikke anvendes til at bore med, er det mindre sikkert, hvad det da er, der frembringer denne Virkning. Den fra en ældre engelsk Zoolog1 stammende Angivelse, at der i den skiveformige Fod skulde være smaa haarde Legemer, saaledes at Foden skulde kunne anvendes som en Rasp, har, som jeg af egen Undersøgelse kan fremhæve, vist sig at være urigtig; der er ingen saadanne Dele til Stede. Men det er dog alligevel sandsynligvis Foden, der virker som Boreredskab. Midt paa Fodskiven findes et Hudparti, som mangler Fimrehaar, men er dækket med en veludviklet Cuticula; den øvrige, omgivende Del af Fodskiven er forsynet med et Fimreepithel, under hvilket ses liggende i Bindevævet et tykt Lag af Celler, der synes at være Grupper af encellede Kirtler. Jeg antager nu, at der gör sig en kombineret kemisk og mekanisk Indvirkning3 gældende: Fodens Overflade lægges tæt ind til Træet, Sekretet fra de nævnte encellede Kirtler udgydes paa Veddets Overflade, og det fimreløse Overhudsparti gnides mod den skörnede Overflade. Denne Opfattelse støttes ved den Opdagelse, man for en Del Aar siden har gjort, at visse Snegle, som borer Hul

1

1 A. HANCOCK, Ü. d. Bohren d. Mollusken in Felsen u. s. w. i: Archiv

f. Naturgesch. 15. Jhrg. (1849) 1. Bd. S. 1-17 og 253–267.

* Det er smaa farvede (men ikke faste) Legemer under Huden, som Han

cock har tydet urigtig.

8 Smlgn. QUATREFAGES, Mém. s. 1. Genre Taret. i: Annales d. scienc. nat., Zool., 3 sér. tome 11, S. 33.

paa Muslinger, udfører dette ved Hjælp af et særlig udviklet Hudparti, som afsondrer en Syre, sandsynligvis Svovlsyre1. En Vanskelighed for den givne Forklaring kunde synes at ligge deri, at nogle af de borende Muslinger arbejder i ret forskelligt Materiale: saaledes findes Sl. Pholas i Træ, Martörv, Kalksten, Sandsten og Gnejs; men det er ingenlunde utænkeligt, at disse Dyr afsondrer et Stof (formodentlig en stærk Syre), som har en skörnende eller opløsende Virkning paa disse forskellige Materialier.

Pæleormen er ofte saa talrig til Stede i Pæle, i Skibe o. s. V., at indenfor den ydre Skal, der kun er gennemboret af de smaa Indgangsaabninger, næsten hele Træmassen er fortæret; Rørene ligger det ene ved Siden af det andet, kun adskilte ved tynde Skillevægge, og i Storm eller Isgang gaar saadant Materiale naturligvis i Løbet. Og „Ormen" holder sig ingenlunde til de overfladiske Dele, men trænger dybt ind, saaledes at anselige Træstykker paa en Gang kan være helt gennemminerede. Gnavet er sædvanlig stærkest ved Grunden, hvorfor Pælene ogsaa hyppigst knækker over dèr2. I den Del af Pælene, der er slaaet ned i Bunden, kan den naa 20-30 cm ned3. Foroven gaar den efter Hollændernes lagttagelser til halvvejs mellem Ebbe og Flod1. Som Livsbetingelse fordrer den nogenlunde rent Vand, saaledes at den gör ringe Skade i Nærheden af Kloakudløb; bedst trives den, efter Erfaringer ved vore Kyster, hvor der er nogen, dog ikke for stærk Ström. Den tager til Takke med en temmelig ringe Saltholdighed, træffes endnu i Vand, der ikke indeholder 1 % Salt 6.

Alle Slags Træ angribes af Pæleormen, men nogle holder bedre ud end andre; nogle arbejder „Ormen" i med större Let

1 SCHIEMENZ, Wie bohrt Natica die Muscheln an? : Mittheil. aus d. Zoolog. Station zu Neapel 10. Bd. S. 153-169.

Se det förste „Verslag" S. 14.

Sammesteds S. 13.

• Sammesteds S. 14. Efter Meddelelse fra dav. Ingeniør, senere Vandbygningsdirektør Westergaard trives den i Esbjerg Havn bedst „paa en Vanddybde af fra 2 Fod under dagligt Höjvande og nedefter, især i Lavvande-Niveau (5 Fod) og dybere. Höjere end Koten 1 Fod under dagligt Höjvande findes den ikke." 5 BAUMHAUER S. 30-31.

Efter de af H. F. BLUM (On the Effect of Low Salinity on Teredo navalis. i: Univ. of Calif. Publications in Zoology Vol. 22 Nr. 4, S. 349, 1922) anstillede Forsøg dør de i Vand af 1/2 % Saltholdighed; Vand med under 9 pro mille Salt er dem öjensynlig imod.