til at gnave Bark1, selv Askebark, som de er bleven beskyldt for at fortære.

Med Hensyn til Bekæmpelsen af disse Dyr, da kan de ligesom andre Mus fanges i Fælder (de gaar f. Eks. villig i de bekendte Hulfælder, hvori man fanger Husmus). Et Forhold, som er af megen praktisk Interesse, er, at Skovmusen er mere giftfast, mere immun overfor forskellige Gifte, end Arvicola-Arterne. Den er saaledes ret uimodtagelig for den Löfflerske Musety fus-Bacil og taaler ogsaa mere Strychnin end Markmusen o. a. Forholdet er uheldigt, ikke blot fordi man efter Giftudlægningen ikke bliver af med Skovmusene, men navnlig fordi det medfører, at der gaar saa meget mere af den kostbare Gift med; efter at Mark- og Rødmus er døde, bliver Giften fremdeles ædt af Skovmusen, og man veed ikke, naar man kan høre op med Udlægningen.

Anmærkning. Jeg anser det for hensigtsmæssigt her at anføre de vigtigste Kendetegn for de andre indenlandske Arter af Slægten Mus; paa deres Levemaade er der ingen Anledning til at gaa ind, da de udelukkende holder sig til Marken eller til Husene, eller i al Fald er uden forstlig Betydning.

a. Husmusen (M. musculus) adskiller sig i Almindelighed ved sin sædvanlig ringere Störrelse, en mindre spids Snude, kortere Bagfødder,

1 I „Musene i vore Skove" S. 11 har jeg omtalt nogle saadanne af mig anstillede Forsøg, som gav det Resultat, at Skovmusene slet ikke gnavede paa de forelagte Grene af forskellige Træer, deriblandt Ask. Jeg har dog ved senere Forsøg med Skovmus set en enkelt af dem gnave i unge Bøgeplanter; men det var et Gnav, der ganske afveg fra det Barkgnav man finder i Skoven; det var en Søndergnavning af de tynde Pinde, ikke nogen Afskrælning af Barken; d. v. s. Musen gnavede Pindene itu, som Mus gnaver i alting. De sidstnævnte Forsøg blev anstillede i Anledning af, at afd. Skovrider Neergaard paa et stærkt museangrebet Areal efter mit Skön gnavet af Rød- og Markmus —, som först blev behandlet med Strychninhvede, i de derefter udsatte Fælder næsten alene fangede Skovmus og deraf sluttede, at Skaden skyldtes disse (smlgn. Tidsskr. f. Skovvæsen 10. Bd., A, S. 143). Dette beviser dog intet; det er saaledes muligt, at Rød- og Markmusene er døde af Strychninen nede i Jorden, medens den mere giftfaste Skovmus har taalt den. ALTUM, der ellers havde været tilböjelig til at fralægge Skovmusen enhver Andel i Barkgnavning, har senere (se min Afh. „Musene i vore Skove" S. 11) paa Basis af, at en Forstmand havde fanget en Skovmus i en gnavet Askebevoksning „auf der That" (om han har set den gnave, staar der dog ikke noget om), ment at kunne tilskrive Skovmusen visse Former af Gnav paa Ask, som jeg tillægger Rødmusen; jeg anser den paagældende Angivelse for ganske utilstrækkelig til at godtgöre, at Skovmusen er Barkæder. Barkgnav paa Bøg er Altum iøvrigt ligesom jeg paa det rene med aldrig skyldes Skovmusen.

en mere graalig Rygside og mere smudsighvid Bugside fra Skovmusen, som den ligner meget; det bedste ydre Kendemærke er dog, at Grænsen mellem Rygsidens og Bugsidens Farve ikke er skarp1.

B. Brandmusen (M. agrarius) staar ligeledes Skovmusen nær. Den kendes let ved, at der langs Ryggens Midtlinie løber en skarpt afsat, smal sort Længdestribe; i øvrigt er Oversiden brunrød, Bugsiden hvid (skarp Grænse). Øren og Hale noget kortere end hos Skovmusen. Findes kun paa Lolland-Falster, paa Langeland samt i det sydlige Jylland (Ribe).

7. Dværgmusen el. Havre musen (M. minutus) kendes paa sin ringe Störrelse (Krop + Hoved c. 5 cm, Halen omtr. det samme) og paa sin gullige Rygside (uden sort Stribe); Undersiden gulhvid, Ørene temmelig korte. Fandtes tidligere kun i Jylland, samt paa Fyn og Langeland, i de senere Aar ogsaa paa Sjælland (vistnok tilfældig indslæbt med Hø el. lign.). Fanges undertiden i Fælder i Skove.

8. Den Brune Rotte (M. decumanus) er brungraa paa Rygsiden, hvidgraa paa Bugsiden. Halen noget kortere end Hoved og Krop tilsammen. Hoved + Krop 22 cm.

ε. Den Sorte Rotte (M. rattus) kendes fra foregaaende ved sin ringere Störrelse (Hoved + Krop c. 18 cm), ved at Oversiden er brunsort, Undersiden graasort, og ved at Halen er længere end Hoved Krop. Sjælden, indføres undertiden tilfældig med Skibe fra Asien. En Afart af den, Alexandrinerrotten (M. rattus alexandrinus), er paa lignende Maade indkommen hertil med Skibsfarten (Frihavnen etc.); den er brungraa paa Oversiden, hvidlig eller graalig paa Undersiden, ellers som rattus.

1 Er man endnu i Tvivl om, hvorvidt en Mus er en Skovmus eller en Husmus og unge Skovmus kan virkelig særdeles meget ligne Husmus —,

A

B

Fig. 46*. Omrids af Hovedskallen af Skovmusen (A) og Husmusen (B), set ovenfra. i Mellemisseben.

Omtr. naturlig Störr.

kan man afgöre Sagen ved at undersøge det skeletterede Hoved. Mellemissebenet, en kort, bred, uparret Knogle, der har sin Plads bagved Issebenene og ovenover Nakkebenet, er nemlig hos Skovmusen (ogsaa hos Ungerne) afsmalnet og tilspidset ud til Siderne, medens det hos Husmusen er omtrent rektangulært (Fig. 46). Husmusen er ogsaa let kendelig paa, at den bageste Ende (g, Fig. 47 A) af de store Ganespalter naaer til Midten af den forreste Kindtand, medens den hos de andre Mus kun naaer til den forreste Ende af denne Tand (Fig. 47 B).

2 Et Par Steder i Jylland er fundet en lille museagtig Gnaver, Birke musen (Sminthus betulinus), der i det ydre meget ligner Brandmusen, fra hvilken den dog let kendes ved, at Halen er c. 12 Gang saa lang som Hoved + Krop. Den tilhører iøvrigt en anden Familie af Gnaverne (Springmusefamilien), har bl. a. Kindtænder.

b. Rødmusen (Arvicola [Evotomys] glareola)1. Pelsen er hos Rødmusen oventil smukt rødbrun (kastanjebrun), nedentil hvid (med et svagt graaligt Anströg); Grænsen mellem de to Farver er temmelig skarp. Halen er omtrent halvt saa lang som Hoved og Krop tilsammen, Ørene er lidt mere fremstaaende af Pelsen end hos andre Studsmus. Störrelsen er omtrent som Husmusens. Kindtænderne har en lignende Form og Slidflade som hos vore andre Arvicola-Arter, men adskiller sig ved at være forsynede med

korte Rødder (Fig. 44 B-C), medens Rødder ganske mangler hos de andre.

Rødmusen er et udpræget Skovdyr og træffes vistnok i Reglen kun, hvor der findes Træer, eller hvor der i al Fald er Træer i Nærheden 2. Den færdes Sommer og Vinter i stort Antal i vore Skove; hvor talrig den er, ser man bedst af det betydelige Antal, der tidligere fangedes om Vinteren i Fælder og Gruber i Skoven. I Modsætning til andre Studsmus klatrer den godt, endog höjt op i Træerne; ligesom andre Studsmus graver den sig Gange i Jorden. Den for

1

A

B

Fig. 47*. Hovedskal af en Husmus (A) og af en Skovmus (B), fra Undersiden. g se Teksten S. 62 Anm. 1. - 2-3 Gange forst.

Smlgn. specielt for Rødmusen følgende: BELING, Beitrag z. Naturgesch. d. Wald-Wühlmaus. i: Monatschr. f. d. Forst- u. Jagdwesen 17. Jhrg., 1873, S. 561-68. HAGEMANN, i Norsk Forstforen. Aarb. f. 1884 S. 213-14 og samme Aarbog 1885 S. 96-100. REISS, Beschädig. v. Lärchen d. Arvicola glareolus. i: Allgem. Forst- u. Jagdzeitung 66. Jhrg., 1890, S. 158-59. COESTER, Z. forstl. Bedeut. d. Rötelmaus. Sammesteds S. 374-75. HUNZIKER, Entgipfelung junger Weisstannen durch d. Waldwühlmaus. i: Schweiz. Zeitschr. f. Forstwesen 1921 S. 97-100.

2 SP. ULRICH har dog en Gang fanget Rødmusen ved et Gjærde temmelig langt fra Skov" (,,6. alm. Møde af danske Skovbrugere" S. 46 [Særtryk af „Forsttidende" 4. Aarg.]). HAGEMANN meddeler i Norsk Forstforen. Aarbog f. 1885 S. 96, at han har truffet den i Kjældere og Madboder fortærende Kjødvarer"; ogsaa Carl Bistrup har meddelt mig, at han har fanget en Rødmus i Kælderen i Torbenfeldt Skovriderbolig. Det er dog vistnok meget sjældent, at den saaledes træffes i Huse.

tærer en Mængde forskellige Slags Planteføde, ogsaa gerne dyrisk Føde, naar saadan tilbyder sig. Reden anlægges i en Udhuling paa Jorden mellem tæt Græs; den bestaar af Græs og Mos (BELL).

I forstlig Henseende knytter Interessen ved Rødmusen sig i förste Linie til den Skade, den anretter ved at gnave Bark af yngre Træer om Vinteren, nogle Aar mere end andre. Det er vel ikke den, der er Skyld i det værste Musegnav, der finder Sted i vore Skove om Vinteren, nemlig Gnavet paa de unge Bøge tæt nede ved Jorden; men den Skade, Rødmusen gör, er alligevel ingenlunde uden Betydning.

Rødmusens Gnav er i Modsætning til Markmusens, som senere skal omtales, karakteriseret ved, at det ikke holder sig til den allernederste Del af Stammen, men sædvanlig strækker sig höjt op i Træet. Det er endvidere præget af, at det er en noget svagere Mus, det skyldes: den vælger fortrinsvis Træer med blødere, finere Bark, og Gnavet er ikke saa dybt som Markmusens. Det er talrige forskellige Skovtræer den barkgnaver.

Der maa her indskydes den Bemærkning, at Bestemmelsen af, hvorledes det Barkgnav, der skyldes Mus, fordeler sig paa de forskellige Musearter, dels er bygget paa direkte lagttagelse ude i Naturen, dels paa Forsøg med Eksemplarer i Fangenskab og dels paa det almindelige Kendskab vi har til disse Dyrs Livsforhold. Naar de i det følgende omtalte Barkbeskadigelser tilskrives Rødmusen, beror det paa følgende. Af de i vore Skove forekommende Mus er Rødmusen og Skovmusen de eneste, der klatrer; da nu Skovmusen ikke er Barkgnaver (se S. 60), maa derefter alt det höjtsiddende Gnav skyldes Rødmusen. Dette bestyrkes ogsaa ved lagttagelser jeg i sin Tid har gjort med fangne Rødmus (se „Musene i vore Skove" S. 16); de aad med god Appetit Barken af Weymouthsfyr helt ind til Splinten (smlgn. nedenfor S. 66); de behandlede Askegrene paa den Maade, at de först aad det yderste Barklag indtil Basten, og derefter, men kun naar de intet andet havde at æde, afgnavede Resten af Barken indtil Splinten (smlgn. S. 69); de satte kun ringe Pris paa Bøgebark, men begnavede dog forelagte Bøgegrene pletvis (smlgn. S. 70). Alt dette passer. Men hertil kommer endnu følgende: BELING fangede i et begnavet Törstetræ (ved Hjælp af en Fælde) en Rødmus, der ved Undersøgelsen viste sig at have Bark af samme Træ i sin Mave; REISS fangede ved begnavede Lærketræer Rødmus med „Partikler af Lærkebark" i Maven; COESTER fangede i begnavede Lærke og Bævreasp flere Rødmus og en skød han, medens den sad og gnavede.

Om en Forveksling med Egernskrælning, der kan forekomme f. Eks. paa Lærk, kan der ikke være Tale. Egernet er jo et betydelig större Dyr, og dens Barkgnav bærer efter ALTUM (Forstzoologie I, S. 91)

,,stets den Charakter des Plumpen, Rohen, Breiten an sich", det findes kun paa Stammen, ikke paa Grenene, medens det nedenfor omtalte Rødmusegnav kan findes langt ud paa tynde Grene af faa mm Tykkelse; de Gnavspor, man ser, er ogsaa for fine til at være af Egern fortænder. Af vore vigtigere Naaletræer er det særlig Lærken, der skrælles af Rødmusen; i nogle Vintre er Gnavet meget udbredt. Undertiden er Barken kun afgnavet paa Stammen ved Grenvinklerne (Fig. 52), men ofte strækker Gnavet sig i store Pletter eller mere ud i eet over store Partier af Stammen,, tit lige til Toppen; undertiden er kun et Topparti af f. Eks. 1/2 m Længde dræbt, idet det forneden er afbarket helt rundt (hvorefter senere en Sidegren som en Bajonet kan böje sig opefter); i andre Tilfælde har jeg set Lærke paa 1-2 m Længde afbarkede fra Rod til Top; eller Træerne, der kan være en Del större, er kun

Boas: Forstzoologi. 2. Udg. 5