Forvinge1. Vingefang 6-7 cm. Larven med 7 Rækker grenede Torne langs hen ad Kroppen, „brungraa eller sorteblaa med fine hvide Haar mellem de rustgule Torne og udvisket sortebrun Ryg- og Sidestribe" (Ström). Henved 4 cm lang. Puppen med to fremefterrettede Torne paa Hovedet, en mægtig næseformig" Torn paa Brystet og to Rækker lavere Torne henad Ryggen; ved Grunden af de tre förste af sidstnævnte Tornpar en metalglinsende Plet; Puppen er ellers brunlig.

Den optræder i to Generationer aarlig, af hvilke den ene overvintrer som Imago. Æggene lægges som en Kage, mange ved siden af hinanden, paa en Gren. Larverne træffes selskabelig, dels om Forsommeren, dels om Eftersommeren, paa forskellige Løvtræer, af hvilke de kan afløve enkelte Grene fuldstændig; hele Træer afløver de dog sjælden og nogen videre Skade anretter de næppe nogensinde. Af Skovtræerne hjemsøges bl. a. Elm og Pil af dem. Arten er ikke meget almindelig her i Landet.

2. Aporia cratægi.

Hvid med stærkt fremtrædende sorte eller brune Ribber; ude ved Randen af Vingerne ved Enden af hver Ribbe en udvisket sortagtig Plet. Temmelig tynd Bestøvning. Vingefang indtil 6-7 cm. Larven temmelig stærkt haaret, sort paa Ryggen med to brune Længdestriber. 3-4 cm lang. Puppen hvidlig, sortplettet.

Flyvetid Juni-Juli. Æggene aflægges gruppevis paa Bladene. Larverne træffes i Juli Maaned og senere paa træagtige Planter, især af Stenfrugt- og Æblefamilien. De spinder Blade sammen og sidder saaledes beskyttede og gnaver; i de sammenspundne Blade overvintrer de ogsaa. Næste Foraar gnaver Larven en Tid lang igen og forpupper sig dernæst.

Her i Landet ligesom andensteds er dette Insekt i Reglen sjældent, men kan pludselig optræde i stort Antal og afløve Buske, Tjörnehække o s. v. Nogen videre Betydning har det ikke.

4. Orden. Tovingede (Diptera).

Fuldstændig Forvandling. Sugende Munddele. Af Vingerne er kun det förste Par Flyvevinger, det andet Par er omdannet til to smaa kølleformige Vedhæng, Svingkøllerne. Larverne er stedse Maddiker, d. v. s. lemmeløse; hos mange af dem er

1

Den hvide Plet, der findes paa Forvingen hos den nærbeslægtede V. urtica (Nældesommerfuglen), mangler her.

Hovedet utydelig udviklet („hovedløse" Maddiker) og Munddelene reducerede til et Par Chitinkroge; hos andre er der et tydeligt Hoved med veludviklede Munddele og undertiden med Öjne.

A. Myg (Nemocera).

Sædvanlig slanke Dyr med mangeleddede Følehorn, der i Reglen har en anselig Længde, med lange Ben og smalle Vinger1.

1. Stankelben (Tipula).

Stankelbenene er store langbenede Myg med simple traad formige 13leddede Følehorn. Bagenden er tilspidset hos Hunnen, opsvulmet hos Hannen. Larverne er skiddengraa, pølseformige,

Fig. 517*. Tipula. A Larve fra höjre Side. B Hoved af samme ovenfra, udtaget af Indsænkningen, hvori den störste Del af den har været skjult. C Bagenden af Kroppen, bagfra, forneden ses det rynkede Gat, höjere oppe de to Spirakler omgivne af 6 bløde Udvækster. D Puppe fra venstre Side og noget nedenfra. - A c. 1, B1, C 5-6/1, D c. 2/1.

1 Af Myggene er som bekendt adskillige Arter blodsugende, stikker Mennesker og Dyr; dette er ikke Tilfældet med nogen af de her nævnte.

med et ganske veludviklet Hoved, der er dybt indsænket og for störste Delen skjult i 1. Brystring; paa Bagenden et Par mörke Aandehulsplader, omgivet af 6 bløde, kegleformige Vedhæng, 4 ovenfor og 2 nedenfor Aandehulspladerne. Larverne er c. 3 cm lange. Pupperne minder om Sommerfuglepupper (Lemmer, Vinger o. s. v.

ligger paa lignende Maade ind til Kroppen, og Puppen er fast chitiniseret); paa Forenden er der et Par opstaaende Aanderør, paa Bagkroppen Tværrækker af Torne og spredte Torne.

Larverne lever i Jorden, særlig paa Enge eller andre Arealer, som i lang Tid har ligget hen til Græs; paa udtörrede Søarealer kan de være til Stede i store Mængder. Deres sædvanlige Føde menes at være døde Plantedele; men hyppig fortærer de ogsaa levende Planter, Rødder m. m. (se nedenfor). Deres Gnav falder væsentlig i Forsommeren. Forpupningen finder Sted i Jorden, men kort för Forvandlingen til Imago skyder Puppen sig halvt frem af Jorden, saaledes at Insektet lige kan flyve bort. Flyvetiden er Juli-September. Æggene lægges tæt under Jordoverfladen. Larverne kommer ud af Ægget för Vinteren og overvintrer som smaa Larver.

Den Skade, disse Dyr anretter, er betydelig. Paa Markerne kan de optræde i umaadelige Masser og helt ødelægge store Arealer, f. Eks. Havremarker efter Grönjord. For Skovbrugets Vedkommende maa særlig fremhæves den Skade, de gör i Planteskoler ved at gnave Barken af paa Rodhalsen af unge Naaletræsplanter og saaledes dræbe dem. Jeg har haft Lejlighed til at undersøge flere autentiske Tilfælde heraf. Karakteristisk synes

det at være, at kun Barken gnaves bort, Vedlegemet sidder uskadt tilbage, medens Agrotis-Larven i al Fald i nogle Tilfælde ogsaa gnaver ind i Vedlegemet. Jeg har set dette Gnav paa Rødgranplanter og paa forskellige Abies-Arter. Et ret stærkt Angreb fandt Sted i Forsommeren 1900 i Hoverdal Plantages Planteskole, hvor c. 5000 1- og 2aarige Granplanter blev ødelagt; i de angrebne Plantebede fandtes i Juli Maaned Mængder af tomme Tipula-Puppehude. Endvidere optræder disse Larver skadelig i Pilekulturer: de begnaver eller afbider under eller over Jorden de unge Skud, der skyder frem fra Stiklinger; de afbidte Skud trækkes ofte ned i Jorden1. HOLST? Omtaler saaledes Tipula oleracea som en meget farlig Fjende for Pilekulturer, der i Foraaret 1893 svækkede „de yderste Nyplantninger, som grænsede til Græsjorden, af hvilken aarlig en Del blev indtagen i Plantagen", saa stærkt, at de ikke blev til noget; de overgnavede „de nyplantede Stiklingers förste friske Skud under Jorden". Som det vil ses, er det den gamle Grönjord, der ligesom ved Havremarkerne har været skæbnesvanger for Kulturen.

Hvilken eller hvilke Arter af Tipula det i vore Tilfælde af TipulaGnav i Planteskoler har drejet sig om, er ikke fastslaaet. I et gammelt af Th. Hartig omtalt Tilfælde siges det at være T. crocata, der havde begnavet laarige Abies paa samme Maade som ovenfor beskrevet. Ved Angreb paa Landbrugsplanter nævnes T. oleracea og andre.

Ved Angreb af disse Larver, der opdages i god Tid, vil det i al Fald i Planteskoler være rimeligt, at man forsøger at standse det ved at indsamle Larverne, hvad der vistnok vil være muligt at udføre.

2. Galmyg (Cecidomyia)3.

Smaabitte fine Myg af faa mm Vingefang, med perlesnorformige, haarede, 13-36leddede Følehorn og svagt Ribbenet (kun 3 Længderibber) i Vingerne. Hunnerne har et Læggerør af meget forskellig Længde. Larverne er korte, tenformige, noget fladtrykte, med lille Hoved, røde, gule eller hvide; sædvanlig har de

1

KRAHE, Lehrb. d. Korbweidenkultur. 4. Aufl. S. 197 ff.

2 Tidsskr. f. Skovvæsen 11. Bd., B, 1899, S. 187.

RÜBSAMEN, Ü. d. Lebensweise d. Cecidomyiden. i: Biol. Centralbl.

19. Bd., 1899, S. 529, 561, 593.

paa Undersiden af Brystet en mörk, flad Chitinstav, der er meget iöjnefaldende (Fig. 520). Pupperne ligner smaa Sommerfuglepupper.

Den gamle Slægt Cecidomyia er i Nutiden delt i et Antal Slægter; her i Bogen benyttes Navnet i det oprindelige Omfang, og de nye Slægtsnavne tilföjes ved hver Art i Parentes.

Fig. 520. Larve af Cecidomyia Nielsenii fra Undersiden. Det mörke Legeme fortil er den ovenfor i Teksten nævnte Chitinstav. 20/1.

De fleste Galmyggelarver er Planteædere; nogle ernærer sig af døde Plantedele, f. Eks. henfaldende Blade eller den indre Side af løstsiddende Bark, andre af levende Plantedele uden at deformere disse; men det store Flertal af dem er galledannende. Deres Galler, der træffes paa en Mængde forskellige saavel urte- som træagtige Planter, findes paa eller i Stængel, Blade, Blomster o. s. v. Myggene aflægger Æggene paa de paagældende Plantedele, medens disse endnu er unge; Gallen opstaar uden al Tvivl ved en Paavirkning af Myggelarven paa Plantevævet. I nogle Tiltælde borer Larven sig ind i dette, i andre Tilfælde bliver den liggende udvendig, og Plantevævet vokser da op om den eller dækker den paa anden Maade (Foldning af Blade, se nedenfor). Gallerne fremtræder i talrige forskellige Former; ofte er det lukkede