fritstaaende Skuffelhjort

opbrækket" indtil 150 Pund, en fra Dyrehaven sammesteds indtil 120 Pund; en Daa henholdsvis 65-85 og 50-60 Pund, en Kalv henholdsvis 40-50 og 25-35 Pund1.

Daavildtet gör omtrent Skade paa samme Maade som Kronvildtet. Det bider2 og fejer (Fig. 43), og det skræller (Fig. 42), det sidste dog ikke saa almindelig som Kronvildtet. Dog er det ingenlunde saa, at det skulde være nogen Sjældenhed, at Daavildtet skrællede, eller at det kun skulde være Dyrehave-Vildt, der gjorde det; ogsaa fritstaaende Daavildt skræller, om end ikke alle Vegne. Det skræller saa vel Løvtræ som Naaletræ, saa vel unge som ældre Træer, og baade Vinter og Sommer. Af Træer, som Daavildtet særlig skræller, maa nævnes Ask og Ædelgran, som det mishandler forfærdelig. Endvidere skræller det Ahorn, Rødgran, Lærk, Bøg osv. Rødgran, som Kronvildtet skræller saa stærkt, gaar paa sine Steder helt fri (saaledes i Ashoved Skov, G. P. Friis).

Som Eksempel paa Daavildtskrælninger kan jeg anføre dem, der foregaar paa Bognæs i Roskilde Fjord. Bognæs er ved en smal Landtange, paa hvilken der er rejst et Grænsehegn, forbundet med det øvrige Sjælland; det har et Areal af 855 Tdr. Land, hvoraf störste Delen Skov og Strandeng; Vildtet kan om Vinteren færdes paa det hele (undtagen de indhegnede Kulturer, 100 Tdr. Land), om Sommeren er det udelukket fra Bognæsgaardens 120 Tdr. Land Sæd- og Græsmark. Det fodres om Vinteren med Hø og Majs. For mange Aar tilbage var Dyrene indelukkede i en Dyrehave, senere blev der lukket op for dem. Skrælningen begyndte i Firserne1. Asken er det Træ, det særlig gaar ud over; Dyrene skræller baade tynde, 8-10 cm tykke Aske og meget svære, 20-50 cm tykke Askestammer; undertiden begynder de paa Rodudløbet og fortsætter saa op ad Stammen, men hyppigst angriber de et sted midt paa Stammen og afskræller en stor Plet paa den ene Side; undertiden gaar Pletten helt rundt. Asken skrælles paa Bognæs kun om Vinteren. Det er meget forskelligt med Skrælningen efter Aarene; i Vinteren 1894-95, i hvilken der var rigelig Olden,

1 Efter FR. WEDEL i Dansk Jagttidende 2. Aarg. S. 103.

2 Endog om Sommeren kan Daavildt falde paa at bide. Skovr. Friis meddeler mig, at Daavildtet i Ashoved Skov i Forsommeren 1921 aad de friske Skud af Rødgranerne.

Jeg skylder afd. Skovrider Hedemann de Oplysninger og Prøvestykker, som ligger til Grund for efterfølgende Fremstilling.

4 Efter Hedemanns Meddelelse var det först, efter at Bognæsgaarden blev bortforpagtet og dens Marker indhegnede, at Dyrene begyndte at skrælle. Vildtet vejer heller ikke saa meget, og Gevirerne er ikke saa stærke som för det Tidspunkt.

var den saaledes kun af ringe Betydning, medens der blev skrællet stærkt i Vinteren 95-96. Störste Parten af Askestammerne i Skoven (der findes 60 Tdr. Land „Blandet Løvtræ", i hvilken Driftsklasse Asken er dominerende) er mere eller mindre skrællede, og ved Skovningen maa man af de Stammer, der er skrællede for en Del Aar tilbage, skære den nederste Del af til Favnebrænde paa Grund af den Omdannelse, der er foregaaet med Veddet. En Tværskive af en stor Ask fra Bognæs, som 8 Aar för Fældningen er bleven skrællet godt og vel i sin halve Omkreds (den var da c. 30 cm. i Diameter), viser, at Veddet fra den blottede Flade af er blevet noget mörkere farvet næsten helt igennem; Veddet ser for den mindre kyndige i øvrigt ganske godt ud, men Fibrerne er bleven törre, det er blevet „kort i Veddet", som man siger". Endvidere skrælles Bøg, dog kun unge Stammer paa 5-10 cm Tykkelse; mærkelig nok skrælles Bøgen som oftest om Sommeren. En tilsendt Bøgestamme, der 7 Aar forud, da den var 5 cm i Diameter, var bleven skrællet omtrent i sit halve Omfang, viser störste Delen af det blottede Vedparti stærkt frönnet; Saaret vilde efter endnu et Par Aars Forløb have været helt dækket af Callusdannelserne og det raadne Vedparti saaledes være skjult. Ogsaa Gran skrælles (særlig unge Stammer af Lægtedimension), Eg derimod ikke, Rødel sjælden.

"

Det kan her bemærkes, at i Bognæsskoven fejer Daavildtet navnlig paa Bøg, til Dels paa temmelig svært (indtil 30 cm tykt) Materiale med glat Bark, som helt kan blive afgneden, sædvanlig dog kun paa den ene Side af Stammen.

Angaaende Midler imod Daavildtets Skrælning henvises til, hvad der er sagt for Kronvildtets Vedkommende. Ganske samme Behandling kan her anbefales1.

I de senere Aar er der nogle Steder her i Landet indført Sikavildt (Cervus sika el. Pseudaxis sika), en lille Hjorteform, der hører hjemme i det nordlige Kina og i Japan; af vore andre Hjortearter er Kronvildtet nærmest beslægtet med det; Sikahjortene har ogsaa et noget lignende Gevir, der dog sædvanlig kun faar fire Ender paa hver Stang og mangler Grenen ovenover Öjesprossen („die Eissprosse"; jeg kender intet dansk Navn til den). Om Sommeren er Sikavildtet rødlig kastanjebrunt med hvide Pletter, om Vinteren sortebrunt uden Pletter. Der findes af dette Vildt 60-70 Stkr. paa Frijsenborg, 130 Stkr. i Dyrehaven paa Knuthenborg, 10 Stkr. i Guldborgland Storskov, ogsaa paa Svenstrup findes der efter Sigende Sikavildt; endvidere er der nogle faa Stykker i Jægersborg Dyrehave. Medens det paa Frijsenborg ikke synes at skrælle, meddeles det mig fra Knuthenborg (Skovr. Magius), at dette Vildt skræller stærkt i en 40aarig Granholm og paa Elme og Hestekastanjer, som er plantede paa Sletterne; Barken fortæres ikke, men bliver liggende i en Stjerne ved Træets Rod. Skrælningen finder Sted paa den Tid, da Barken bedst „gaar".

1 Skovrider Hedemann har meddelt mig, at et godt Middel mod Skrælning er ,,at plette Bestandstræerne fra Roden til lidt over Skrælningshöjde med Kultjære, som holder i mange Aar og ikke skader Træerne".

B. Svin.

Vildsvinet (Sus scrofa).

Vildsvinet afviger fra det tamme Svin bl. a. ved sin rigelige Haarbeklædning, der bestaar af tykke, stive Dækhaar og en tæt, grov, næsten krølhaarsagtig Uld. Grisene er i den förste Tid stribede paa langs.

Vildsvinene ynder fugtigt Terræn med Vandansamlinger, hvori de kan søle" sig; om Dagen holder de sig skjult i Skovtykningerne. Deres Føde er Olden, Rødder, Kartofler og alskens andre Plantedele, Larver1, Regnorme osv. De roder bestandig med Trynen i Skovens Affaldsmasse og i Jorden efter Føde. Markerne behandler de paa samme Maade og gör herved meget stor Skade, f. Eks. paa Kartoffelmarker, hvor de i een Nat kan ødelægge hele Høsten, eller paa Kornmarker, hvor der Aaret i Forvejen har været Kartofler og endnu er nogle tilbage, som Svinene har opdaget; ligeledes kan de helt oprode Græsmarker under Søgen efter Oldenborrelarver osv.; ogsaa moden Sæd fortærer de, f. Eks. Havre 2.

I forstlig Henseende skader de dels ved at fortære Olden, ved at rode saaede Frø (Agern, Bog) op, ved under deres Roden at rive unge Planter op osv. Endvidere kan Svinene beskadige enkelte större Træer ved at gnide Kroppen op imod dem, hvorved Barken kan afgnides".

I ældre Tid har Vildsvinet været almindeligt her i Landet, men er omtrent ved det 19. Aarhundredes Begyndelse blevet fuldstændig udryddet. Naar det omtales her, er det, fordi det atter (i 1863) er blevet indført et enkelt Sted her i Landet, Ravnholt Dyrehave,

1 Paa fugtige Steder i Skove findes jævnlig Insekt-Larver i store Selskaber, saaledes Larven af en sort, flueagtig Myg, Bibio, der om Foraaret hyppig ses som udviklet Insekt i vore Skove. Hvor talrige de maa være paa sine Steder, kan skönnes deraf, at jeg engang fra Overförster Winge fik sendt Kroen af en Fasan, der var propfuld af (flere Tusind) Bibio-Larver.

2 Angaaende Vildsvine-Skade paa Marken se f. Eks. Forstl. Blätter (Grunert) 16. Heft S. 164-65. Smlgn. ogsaa HOCH, Ü. Lebensweise u. Jagd d. Schwarzwildes. i: Zeitschr. f. Forst- u. Jagdwesen 5. Bd. S. 43 o. flg.

s I Landbohöjskolens Samling findes et Par saadanne „Malbäume", begge Rødgran, det ene en halv Snes, det andet c. 30 cm i Diameter. Paa dem begge er Barken i stor Udstrækning afgneden.

hvor det endnu findes. Ogsaa i Holstenshus Dyrehave har der en Tid været Vildsvin.

Om Vildsvinene paa Ravnholt har FR. WEDEL i Dansk Jagttidende 2. Aarg. S. 102 givet nogle Meddelelser, som her gengives, i det væsentlige med Forf.'s egne Ord. Svinene fodres daglig med Korn, Roer, Hestekastanjer osv. paa et bestemt Sted i Skoven, hvor de i Reglen møder deres Fodermester præcis til den fastsatte Tid; i Oldenaar møder de dog slet ikke til Fodring og i Jagttiden först efter Mörkets Frembrud1. Dyrisk Føde foragtes paa ingen Maade, et Aadsel er altid velkomment, Larver er meget eftertragtede, og de er mistænkte for en sjælden Gang at æde en nyfødt Daakalv. Brunsten indtræder ved Juletid, og sidst i April eller först i Maj træffer man de nyfødte Grise, der efter faa Dages Forløb er i Stand til at følge Soen i vild Flugt gennem Skoven. Soen laver til sin Nedkomst en Rede af Græs, Mos, Kviste osv. under eller ved en Træstub eller i en Tykning, og overrasker man den dèr, bliver det undertiden taget meget fortrydelig op, den værger sin Rede med det Mod, som Vildsvinet er bekendt for at eje. Men i øvrigt er Svinene ikke meget ondskabsfulde; dog maa naturligvis anskudte Individer behandles med en vis Forsigtighed, og en enkelt Gang er Fodermesteren bleven hugget temmelig alvorlig af en gammel Orne. I Sommerens Løb synes hele Familien paa Veje til at blive til Husdyr, men saa snart Jagten begynder, er de meget sky og opmærk

somme.

Hr. Skovrider Mörk-Hansen har haft den Godhed at give mig nogle Oplysninger om Svinene paa Ravnholt, som meddeles her i Tilslutning til ovenstaaende. Dyrehaven, hvori de findes, er 218 Tdr. Land stor, og der er c. 20 gamle Svin foruden Grisene, der i Reglen er bortskudte ved Juletid. I 1895 saas de förste Grise allerede i Februar, hvilket formentlig skyldtes Oldenaaret. Svinene gör ikke ringe Skade. Skönt over Halvdelen af Dyrehaven bestaar af gammel Bøge- og Egeskov og den øvrige Del ogsaa giver ikke lidt Olden, kan Svinene dog omtrent æde al den Olden, der falder, saa at man kun ser meget faa Planter komme frem om Foraaret. Svinene roder altid i Jorden, men det er kun paa de bløde Steder, i Lavninger og Moser, at de kommer ret dybt. Paa den höje Bøgebund er Jordbundsbearbejdningen meget overfladisk og indskrænker sig væsentligst til en evindelig Omordning af Træernes Affaldsmasse, der efterhaanden kommer til at bestaa af et Smuld af Blade, Kviste, Oldenskaller og Jordpartikler, og under dette Smuld er Jorden ofte ganske fast; paa sine Steder kan man endog iagttage en ligefrem Maardannelse. Kommer Svinene ind i en ung Bøgeforyngelse, hvor Jordbunden paa Grund af Bearbejdning med Plov og

1 I Krigsaarene har man ikke kunnet fodre Vildsvinene som ellers, men desuagtet har de dog holdt Livet, ogsaa i de Aar, der ingen Olden var, ved den Føde de kunde skaffe sig ved at rode i Jorden. Bestanden er dog indskrænket en Del (Meddelelse fra Skovrider Mörk-Hansen).

2 Vildsvinet føder et for et Dyr af denne Störrelse særdeles stort Antal Unger ad Gangen, nemlig indtil over en halv Snes.

Harve endnu er skør i Dybden, oproder de aldeles de unge Planter. I ældre Bøgekulturer gör kun Soen Skade, idet den til Brug ved sin Redebygning afbider Bøgeplanter paa indtil 2 m Höjde. Paa Rødgranplantninger gör de ingen videre Skade. Til at gnide sig paa bruger de enkelte bestemte yngre og ældre Stammer af forskellige Træarter, men kun paa enkelte Rødgraner er Barken gaaet af derved.

Hegnet omkring Dyrehaven er bygget meget solidt af svære Egestolper og Ege-Løsholter med Stakitter af Fyr og Gran. Imellem Stolperne er lagt en Kampestens-Grund ganske som til en Bygning paa hele den lange Omkreds (1380 m), hvilket er ganske nødvendigt, da Svinene ellers vilde rode sig nedenunder. Flere Gange er de dog brudt ud paa Steder, hvor Stakitterne er bleven lidt raadne; de er mest tilböjelige til at bryde ud, naar de i Oldenaarene er bleven velnærede og kraftige. De gör megen Skade paa Markerne, naar de bryder ud (særlig paa Kartoffelmarker, som oprodes fuldstændig). Som Eksempel paa Vildsvinenes skarpe Sporsans anfører Skovrideren, at en Orne, som var ude en Vinter, i Løbet af en Maanedstid naaede at finde hver eneste nok saa lille Egesaaning, der var udført selv i fjernt liggende Skove, og ødelagde dem helt.

2. Orden. Gnavere.

1. Musefamilien (Muridae)1.

Til Musefamilien hører et ikke ringe Antal indenlandske Smaagnavere, som alle stemmer med hinanden deri, at de kun besidder tre Kindtænder foroven og forneden paa hver Side.

De danske Arter af Musefamilien hører til to Slægter, der er meget forskellige indbyrdes, nemlig Sl. Mus (de ægte Mus) og Sl. Arvicola (Studsmus).

1 Litteratur: BOAS, Musene i vore Skove. i: Tidsskrift f. Skovvæsen 3. Bd., B, 1891, S. 1-60 (ogsaa særskilt). Samme, Nye lagttagelser vedrør. Museskade i vore Skove. Sammesteds 23. Bd., B, 1911, S. 86-113. WEISMANN, Spredte lagttagelser over Mus. Sammesteds 11. Bd., A, 1899, S. 24. - ALTUM, Unsere Mäuse in ihrer forstlichen Bedeutung. Berlin 1880. J. E. HARTING, Vermin or the Farm. i: Journal R. Agricult. Soc. of England 3. Ser. Vol. 3, 1892, S. 205-231. Paa dette Sted kan ogsaa erindres om forskellige, navnlig ældre Skrifter, som vel især omhandler Musenes Færden paa Marken og den Skade, de gör dèr, men som dog ogsaa har Interesse for os i denne Sammenhæng. Saaledes BUHLE, Versuch einer Naturgesch. d. schädl. Feldmaus. Leipzig u. Merseburg 1819 (indeholder en interessant Skildring af Markmusenes Liv paa Marken). WOLF, Ueber die Feld-Mäuse insonderheit in Norder-Ditmarschen. Hamburg 1786. TROJEL, Beretning om Lyøeboernes Plage af Rotter og Muus. i: Det kgl. D. Landhusholdn.-Selskabs Skrifter, Nye Saml., 2. Bd., 1811, S. 1–24.