ikke indenfor Grænserne for Rødgranens sædvanlige Omdrift; de fleste större Skrælningssaar naaer ikke at blive lukkede. — En ældre Granskov, der paa den beskrevne Maade er under Vildtets Behandling, har det Udseende som man ser paa Fig. 35. Det ser i Afstand ud, som om alle Stammerne er sværtede i samme Höjde. Det er Harpiksen langs Randene og paa Fladerne af Saarene, der under Luftens Paavirkning sværtes paa Overfladen.

Endnu uhyggeligere end Vinterskrælningen paa Rødgran er Sommerskrælningen, under hvilken Barken flaas af i store Flager. I Landbohöjskolens Samling findes en Granstamme, der i Brysthöjde har været henved 20 cm tyk; den er sommerskrællet helt rundt, saaledes at der paa de nederste 170 cm kun sidder enkelte Barklaser tilbage, og Flaaningen strækker sig med sine Udløbere op til 2 m fra Jorden. Træet stod som en hvid Støtte i Skoven. En saa kolossal Beskadigelse er dog en Sjældenhed; sædvanlig er Resultatet af Sommerskrælningerne ensidige Saar ligesom ved Vinterskrælningerne, og deres Virkning paa Træerne er en lignende som for disses Vedkommende.

Med Hensyn til det økonomiske Tab, som følger med Skrælningen, da er Forholdet jo det, at Skrælningen sædvanlig ikke med

fører Træernes Død; naturligvis gaar de ud, naar de med eet skrælles helt rundt, men dette er sjældent; jævnlig kan ogsaa tyndere Stammer med store Skrælningssaar knække, naar de udsættes for Snetryk, idet Træet paa det paagældende Sted er tyndere, skørere og barkløst (Barken spiller vistnok en ikke ubetydelig Rolle i Retning af at holde Træet sammen overfor Tryk af forskellig Art). Men tungere vejer det Tab, som Skrælningen almindelig medfører. Det bestaar dels deri, at man ved Skovningen maa lægge den nederste, ellers værdifuldeste Del af som daarligt Brænde, idet de skrællede Vedpartier, trods det at de sædvanlig som ovenfor omtalt har holdt sig nogenlunde, dog er saa forandrede, at en Anvendelse af dem som Gavntræ er ganske udelukket; heller ikke kan de anvendes til Cellulosefabrikation. Allerede dette giver et anseligt Tab. Men fremdeles medfører Skrælningen et Tab i Tilvækst, selv om dette ikke er saa stort, som man paa Forhaand kunde være tilböjelig til at antage. Men begge Tab tilsammen er meget betydelige, saaledes som REUSS1 - der betegner sig selv som „glühender Hirschjäger" og saaledes ikke kan antages at have overdrevet har paavist gennem omfattende Undersøgelser. Han har saaledes i Afhandlingen fra 1900 meddelt en samlet Beregning over Udbyttet paa 5 Afdrivningsflader (Versuchsschläge) af 1.5 til 3.2 ha Störrelse i Rødgranbevoksninger paa 60-82 Aar, i hvilke en Del af Bestanden var skrællet, en Del ikke; det skrællede og det ikke-skrællede Bestandsmateriale blev fældet og oparbejdet hvert for sig. I de skrællede Bestandsdele var der i Gennemsnit 40 % Gavntræ, i de ikke-skrællede 78%; Gennemsnitsudbyttet (netto) pr. Hektar var i de skrællede Bestandsdele 1493 fr., i de ikke-skrællede 3298 fr.; den gennemsnitlige Jordrente i de skrællede Dele 4.28 fr., i de ikke-skrællede 15.28 fr. Man kan vel nok betegne disse Tal som ganske forfærdende.

1

Efter de talrige foreliggende Erfaringer synes der heldigvis ikke at være Grund til at frygte for, at de skrællede Graner i særlig Grad skulde være udsatte for Insektangreb af videre Betydning udover det allerede anførte, at der undertiden kan gaa vedgnavende Larver (Træbukke) i de skrællede Veddele.

Edelgranens bløde tynde Bark er ikke mindre end Rødgranens udsat for Kronvildtets Skrælning og synes at smage det endnu bedre; det huserer endnu værre med Ædelgranen end

1 Se de S. 37, Anm. 1 cit. Afhandlinger.

Tværsnit af en Fyr, fældet i Tisvilde Hegn i Juni 1921. Træet har paa det paagældende Sted 102 Aarringe. Da det havde 6 og var ved at danne den syvende, altsaa for 96 Aar siden, er det blevet skrællet af Kronvildt paa mere end Halvdelen af Stammens Omkreds; Skrælningen kan ses at være Sommerskrælning, Aarringen var delvis dannet. Kun ringe Beskadigelse af den blottede Vedflade, som endnu ikke er helt dækket af Overvoksningen,

OF

med Rødgranen. Edelgranen har jo en betydelig Regenerationsevne og Callusdannelse foregaar meget smukt fra Saarrandene; men de blottede Veddele bliver hurtigere frönnede end hos Rødgranen. Lignende Skrælninger som paa Edelgran har jeg set

paa Douglasier og Cembrafyr.

Skovfyrren bliver kun i sin Ungdom eller i svagere Dimensioner skrællet af Kronvildt; senerehen er Barken for tyk

og skrubbet. De blot

tede Veddele hol

der sig endnu bedre end hos Rødgranen, hvilket efter R. HARTIG1 beror paa, at Harpiksovertrækket paa Vedfladen er stærkere; den i Fig. 41 afbildede Fyr har iøvrigt intet Harpiks mere paa den blottede Vedflade, men alligevel er Veddet meget lidt forandret, skönt det har siddet

Fig. 41. Tværsnit af en c. 100aarig Fyrre stamme fra Tis-
vilde, skrællet c. 70 Aar för Fældningen.
Lidt over 1/2 Störr.

blottet i 70 Aar. Saarfladen dækkes vistnok ved Overvoksningen ikke saa godt som for Granens Vedkommende, Callusvalkene lægger sig ikke altid saaledes op til den blottede Vedflade som hos Granen, og Valkene forenes vanskeligere (Tavle 6).

Efter de sidste Aars Erfaringer er Bjerg fyrren meget udsat for Kronvildtskrælning; allerede fingertykke Dimensioner skrælles. Jeg har set denne Træart skrællet i Tofteskoven og har Meddelelse derom fra Djursland, Hoverdal og Klitplantagerne. Vildtet foretrækker efter Biilmann Bjergfyr for Rødgran: "I blandede Rødgran- og Bjergfyrbevoksninger ses ofte saa godt som alle Bjergfyr skrællede, medens Granerne kun undtagelsesvis er rørte." Skrælningen finder Sted baade Vinter og Sommer; fra eet Sted angives det, at det særlig er om Vinteren, fra et andet, at det særlig er om Sommeren, at der skrælles. Skrælningen paa Bjergfyr