søgelser eller paa at man lader Begrebet ,,sundt" Træ omfatte mere eller mindre havarerede Individer. (Om dette Spörgsmaal smlgn. i øvrigt Afsnittet om Tomicus typographus). Det maa paa den anden Side fremhæves, at det kun er saa længe Barken har en vis Saftighed, at Barkbillerne kan yngle deri. De forskellige Arter stiller i den Retning forskellige Fordringer: nogle vælger Træer, som er mere törre, andre derimod Træer, som er mere friske. De levende Træer, som Barkbillerne yngler i, dræbes saa godt som stedse derved; naar Barkbillernes Gange dannes mellem Bark og Ved, svækkes Træerne i den Grad, at de i Almindelighed hurtig dør; sjælden staar de i længere Tid levende, efter at Barkbillerne har begyndt deres Arbejde i dem.

--

Parring og Æglægning begynder for forskellige Arter ulige tidlig; nogle Arter begynder „Sværmningen" forud for Forplantningen flyver de i Sværme ligesom mange andre Insekter allerede i Marts-April, andre först senere. Eglægningen varer 2-3 Uger eller mere. I al Fald hos nogle Arter nöjes Individerne ikke med at lægge Æg een Gang, men gentager Æglægningen med Mellemrum. Hele Udviklingen fra Æg til Imago tager i Sæsonen et Par Maaneder. Hos de unge Imagines er Könsapparatet ikke straks modent, men der hengaar en kortere eller længere Tid, inden dette er Tilfældet og Æglægningen kan foregaa. I nogle Tilfælde kan de dog forplante sig samme Sæson, hvori de selv er lagt som Æg, men i andre Tilfælde naaer de först at forplante sig efter Overvintring, altsaa næste Aar1. Efter foreliggende lagttagelser kan Imago-Livet strække sig over 20 Maaneder; de paagældende Biller (Typographer) blev i Sept. 1904 Imagines, ynglede to Gange i 1905 og levede derefter videre til Maj 1906.

Med Hensyn til Imagos Ernæring er Forholdet det, at den for mange Arters Vedkommende er ubekendt. Visse Arter ernærer sig som Imago ved at gnave Gange inde under Barken, Gange, der dog frembyder et ganske andet Gnavbillede end den paagældende Arts Ynglegnav (smlgn. Tom. typographus). Andre gnaver Barken pletvis af unge Planter (Hyles. ater, cunicularius

1 Smlgn. angaaende disse Forhold, om hvilke man tidligere har haft delvis urigtige Opfattelser, følgende Arbejder: NÜSSLIN, Die Generationsfrage bei den Borkenkäfern. i: Forstwiss. Centralblatt, 26. Jhrg., 1904, S. 1. KNOCHE, Beitr. z. Generationsfrage d. Borkenkäfer. ib. S. 324, 371, 536, 606. FUCHS, Ü. d. Fortpflanzungsverhältn. d. rindenbrütenden Borkenkäfer. München 1907.

2 Se den cit. Afh, af FUCHS, S. 24.

o. a.), andre igen ernærer sig ved at udhule Skud (Hyles. piniperda). Den nedenfor omtalte Scolytus lævis gnaver som Imago paa grönne Skud og unge Kviste af Elm, i hvilke sidste den danner korte Gange1; lignende Skade anrettes paa Hickory af en anden Scolytus-Art2.

Endelig er der endnu et Gnav, som Barkbiller kan udføre, nemlig Dannelsen af Overvintringsgange i Barken, hvorom nærmere nedenfor ved Hyles. fraxini og piniperda.

Barkbillerne hører som bekendt til de mest berygtede skadelige Insekter. Den Skade, der herved især tænkes paa, er den, som de kan foranledige ved deres Ynglevirksomhed, ved deres Gnav paa Grænsen af Bark og Ved. Mange Barkbiller er iøvrigt i denne Henseende ganske uskadelige, idet de aldrig yngler i andet end døde eller døende Træer. De Arter, der kan göre Skade, er saadanne, som yngler eller kan yngle i temmelig friskt Materiale, og som f. Eks. angriber Træer, der er svækkede ved Törke, ved Svampeangreb, ved Angreb af naaleædende Insektlarver eller ved Lysstilling, Træer, som man i mange Tilfælde paa ingen Maade kan ønske dræbt. De store Barkbilleødelæggelser, hvorom Beretninger foreligger især fra Tyskland og Østerrig, hører alle herhen. Det er især efter Stormskade, hvorved der er revet store Huller i gamle Bevoksninger, eller efter Afnaaling, eller efter Törke, at den skadelidte Bestand i stor Udstrækning er bleven ødelagt af Barkbiller (se herom ved Tom. typographus); særlig har det været slemt i de store sammenhængende Naaleskovsarealer, hvorpaa hine Lande er saa rige. Her i Landet er den Skade, som Barkbillerne anretter ved deres Barkgnav, forholdsvis beskeden. Ganske vist finder man i vore Skove talrige døde Træer, hvis Bark er fuld af Barkbillegange, men i de allerfleste Tilfælde har Træerne, för Barkbillerne gik i dem, enten været døde eller saa syge, at de ogsaa uden Barkbillernes Angreb snart vilde være gaaede ud; og man maa være meget varsom med at erklære om et Træ med Barkbiller i, at det er ødelagt af Barkbiller". Der kan næppe være Tvivl om, at Barkbillerne har faaet Skyld for meget, som i Virkeligheden har ganske andre Aarsager.

1 SPESSIVTSEFF i: Meddel. fr. Statens Skogsförsöksanstalt Häfte 18. Se navnlig S. 318 og 320.

2 HOPKINS, The Dying Hickory Trees. U. S. Dep. Agric., Bureau of Entom., Circular No. 144.

Ved siden af den

fysiologiske" Skade, som Barkbillerne paa den nævnte Maade kan foraarsage ved deres Ynglevirksomhed, er der en anden, af teknisk Art, som et mindre Antal Arter foranlediger, idet de forringer Veddets Værdi ved at anlægge deres Ynglegange inde i det. Den saaledes anrettede Skade kan være af anselig Betydning. Se nærmere herom nedenfor under Tom. lineatus o. a.

Men ogsaa ved Imagos Ernæringsgnav kan visse Arter anrette alvorlig Skade; de Arter, som det her særlig drejer sig om, er

for Danmarks Vedkommende Hyles. ater, cunicularius og piniperda. Det gaar her ud over ganske sundt Materiale, dels unge Planter, som dræbes, dels Skud, som i skadelig Udstrækning tilintetgöres. Den Skade, Barkbillerne anretter paa denne Maade, er for vort Lands Vedkommende större end den, der foraarsages ved Ynglegnavet.

Om den ved Overvintringsgangene foranledigede Skade se nedenfor ved Hyles. fraxini og piniperda.

Hvad Fordelingen af Barkbilleskaden paa forskellige Slags Træer angaar, maa det fremhæves, at Naaletræerne i det hele lider langt mere derunder end Løvtræerne.

Indenfor Barkbillerne sondrer vi følgende Hovedslægter:

Hylesinus. Hovedet synligt, naar Dyret ses ovenfra. Legemet langstrakt, Vingedækkerne længere end Hoved + Forbryst.

Scolytus. Hovedet synligt, naar Dyret ses ovenfra. Legemet
kort, Vingedækkerne saa lange som Hoved - Forbryst.
Tomicus. Hovedet skjult af Forbrystet. Legemet langstrakt,
Vingedækkerne længere end Forbrystet.

Den förste og den sidste af disse Slægter er i mange nyere Bøger delt i flere; for os er det ubetinget bekvemmere at bevare den ældre Inddeling.

1. Hylesinus.

Til de ovenfor anførte Karakterer kan endnu föjes, at tredie Fodled i Reglen er tolappet. Parringen foregaar i Reglen paa Barken, der dannes intet Parringskammer; Hunnen gnaver Modergangen, Hannen følger efter og renser det udgnavede ud (Undtagelse herfra: Hyles. poligraphus, se denne).

a. H. fraxini.

En temmelig kort og plump Barkbille med fine skælagtige Haar, Tegningen flammet, brun og graa. 3 mm lang.

Denne Art yngler i Ask, baade

i ældre og yngre Træer, saa vel i Stamme som i Grene; endog temmelig tynde Grene kan være besatte med dens Gange. Gangsystemet (Fig. 235) er i Reglen, navnlig paa tykkere Stammer, særdeles regelmæssigt: Modergangen, som ligger vandret (vinkelret paa Stammens Længderetning), har omtrent paa Midten et svagt Knæk, hvorfra et ganske kort Rør fører til Indgangsaabningen (dobbeltarmede Modergange, begge Arme anlægges af samme Hun). Ud fra Modergangen gaar Larvegangene lige op- og nedefter. Modergangen er 5-8 cm lang, Larvegangene 2-5 cm (sj. mere). Baade Moder- og Larvegange griber sædvanlig dybt ind baade i Bark og Ved, saaledes at Gnavet fremtræder med stor Skarphed paa Veddets Overflade, naar Barken er fjærnet. Puppen ligger som sædvanlig i Enden af Larvegangen, undertiden dog i en lille dybere Hule, der er gnavet

Fig. 239*. Hylesinus fraxini. 14/1.

ind i Veddet. Fra dette regelmæssige Gnavbillede træffes dog mange Afvigelser: De to „Arme" af Modergangen (regnede fra Knækket) er ofte ulige lange, den ene kan endog være ganske kort. Paa tyndere Materiale ligger Modergangene ofte skævt eller er endog Længdegange, eller de er forgrenede, eller de frembyder paa anden Maade Uregelmæssighed.

Gangene træffes overordentlig hyppig i fældede og udgaaede Aske, jævnlig saa tæt, at hele Veddets Overflade er dækket ligesom med sirlige indgraverede Ornamenter. Foruden i fældede Aske yngler den ogsaa i levende, staaende Træer, men efter min Erfaring kun i syge Eksemplarer, dog ganske vist hyppig i Træer, der sikkert uden dens Angreb kunde have levet længe, og som selv med Billen i sig kan staa aarevis. Ogsaa Eichhoff „fandt stedse dens Ynglegange alene i syge og fældede, aldrig i virkelig sunde, staaende Træer" 1.

Af större praktisk Interesse end Ynglegnavet er de Ernæringseller Vintergange, som Imago gnaver inde i den levende Bark paa yngre og ældre Stammer og Grene. Gnavet findes især tæt udenom Grenudspring, hvor der jo altid er nogen Ujævnhed, og hvor Billen derfor lettere kan gnave sig ind; men paa mere ujævne Stammer kan den ogsaa gnave sig ind andre Steder. Billerne gnaver sig ind snart efter at være kommen ud af Gangene, hvor de har været

1

I den af mig gennemgaaede Litteratur har jeg overhovedet ikke truffet paa nogen lagttagelse, som godtgör eller endog blot gör sandsynligt, at denne Arts Ynglegnav skulde kunne forekomme i sunde Træer. RASSMANN (i: Kritische Blätter f. Forst- u. Jagdwiss. [Pfeil] 12. Bd. 2. Heft S. 187 o. flg.), hvis lagttagelser bestandig citeres for denne Anskuelse, skriver rigtignok: „Stets wählte er zum Einbohren vorzugsweise die stehenden gesunden Stämme", men af de følgende Bemærkninger, hvorefter Insektet paa saadanne kun var i Bark-,,Parenchymet", ikke i Basten, og alene paa syge og fældede Stammer i Bast og Splint, fremgaar tydelig nok, at han kun har set Vintergange i sunde Træer (se nedenfor).

Fig. 240. Askebark med Vintergange af Hylesinus fraxini. De lyse Partier er Steder, hvor man med en Kniv har bortskaaret det yderste Barklag for at faa Gangene frem. - 5/4.

2 Billerne træffes ikke blot i disse om Vinteren, men ogsaa Midsommers (Moldenhawer), hvorfor Betegnelsen Ernæringsgange vistnok er den retteste.