Raavildt paa Sambucus racemosus, og at det ikke er ualmindeligt, at det om Vinteren begnaver Grenene af fældede Bævreaspe. Jeg kan hertil föje, at Raavildtet paa Bornholm (Almindingen) allerede i mange Aar har skrællet Ædelgran (Fig. 29), dels ganske tynde Stammedele, dels tykkere Stammer (jeg har en stærkt skrællet Stamme af henved

en halv Snes cm Tværsnit)1. Da der intet andet Hjortevildt findes paa Øen, er Forveksling med andre Vildtarter ganske udelukket; men Skrælningen er ogsaa direkte iagttaget. Den finder Sted i Marts (saaledes iagttaget i 1913 og 1917). Paa Bornholm har Raavildtet ogsaa skrællet Ask, Hyld og Benved. Endvidere har jeg fra Benzon modtaget Prøver af Ædelgraner fra en 10-12aarig Kultur, der i Vinteren 1911 -12 i stor Udstrækning blev skrællet af Raavildt; Skovrider Biilmann, som indsendte Prøverne, bemærker, at det med Sikkerhed fremgaar af Sporene i Sneen og ogsaa af direkte lagttagelse, at Beskadigelsen er udført af Raavildt," som han mener er drevet dertil af den usædvanlig strenge Vinter. Om Angrebet dèr senere har gentaget sig er mig ubekendt. Endelig har jeg i Februar 1922 fra Visborggaard faaet sendt en ung, 3 cm tyk, friskskrællet Askestamme, som fra nogle og fyrretyve Centimeter over Jorden indtil c. 125 cm Höjde er begnavet af Raavildt, som har taget Barken af i dens hele Dybde; der var tydelige Spor af Raavildt i Sneen ved Asken (Kronvildt er der i de sidste to Aar ikke set Spor til i Skoven). Saadan Skrælning er bemærket flere Steder i de paagældende Skove, især paa Douglasie. Ogsaa afhuggede Askegrene er bleven skrællede (Skovr. Leschly).

www

Det bedste Middel imod Raavildtets Bid er Indhegning af Kulturerne; for Egens, Askens og Ædelgranens Vedkommende maa Indhegning vel endog siges at være paakrævet, naar der blot er en nogenlunde stor Raavildtbestand til Stede; Hegnet bör naturligvis blive staaende til Planternes Top er godt op over Bid". I de senere Aar benyttes i Kulturer, som ikke er hegnede, meget en Knopbeskytter, en Blikplade af hosstaaende Udseende, som vikles omkring Enden af Topskuddet, saaledes at dens Spidser (3-5) rager lidt op over Knopperne. Den sættes paa i Begyndelsen af Oktober og maa saa næste Aar, efter at det nye Skud har hævet sig op over den, flyttes op til den øverste Ende af dette. Beskytterne, der kan holde et Par Aar, er meget virkningsfulde; Biddet paa Sideskuddene forhindrer de naturligvis ikke, men Topknopperne bevares. Foruden til Naaletræer kan de ogsaa benyttes til Ask og Ahorn. Tidligere anvendtes mange Steder paa Ædel

Fig. 30. Knopbeskytter, lidt formindsket.

1 Paa saa tykt Materiale gaar Skrælningen sædvanlig ikke gennem Barken, og jeg antager, at saadanne Stammer ikke tager videre Skade. Paa tyndt Materiale gaar Gnavet derimod ind til Veddet, og der fremkommer store blottede Vedflader, med de sædvanlige Overvoksningsfænomener (smlgn. S. 22).

gran og Rødgran en let Bestrygning af Toppen med Tjære1, hvilket i Almindelighed giver ret gode Resultater, idet Vildtet sædvanlig lader de tjærede Skud i Fred. Tjæringen influerer ikke skadelig paa Træet, naar den udføres med fornøden Forsigtighed: Topknoppen maa ikke gerne røres, og Barken maa ikke faa for meget; Tjæren skal helst sidde alene paa Naalene. Men hyppig ødelægges talrige Topknopper ved Tjæringen, der staar langt tilbage for Knopbeskytteren. Tjæringen finder Sted om Efteraaret (Sept.-Nov.) — Imod Fejning, der dog efter Sagens Natur maa finde Sted paa en Del Træer, virker naturligvis ogsaa Indhegning. Men ikke-indhegnede Træer, som man særlig ønsker at beskytte, kan man holde Vildtet fra paa forskellig Maade. Saaledes har man anbefalet en Ombinding af Stammen med et Stykke Papir, hvilket skal have vist sig virksomt og i al Fald er nemt og billigt at forsøge. Et andet Middel er følgende: Lædsket Kalk, Blod og Svineajle blandes sammen; Blandingen, der skal have en Konsistens som tynd Hvidtekalk, paastryges Træerne paa Solskinsdage, og naar Barken ikke er fugtig. Denne Paastrygning har givet meget gode Resultater 4.

Den Skade, som Raavildtet anretter paa Markerne, og som her blot skal berøres, er ingenlunde, som det ofte antages, uden Betydning, selv om den er ringe i Sammenligning med, hvad Kronvildtet kan præstere. Det afgræsser om Vinteren den unge Vintersæd, hvad der utvivlsomt ikke er til Gavn for denne, det fortærer andet Gröntfoder paa Markerne (Kløver, Ærter osv.), det æder en Mængde Sæd. Det færdes i Kornmarker, lægger sig ned i dem osv., hvad der altsammen ikke er af det gode. Men det

1 Se bl. a. ALTUM, Antheeren d. Nadelholztriebe gegen Wildverbiss. i: Zeitschr. f. Forst- u. Jagdwesen 11. Jhrg. S. 98. PFIZENMAYER i: Allgem.

Forst- u. Jagdzeitung 44. Jhrg. S. 428.

2

Dog har man Tilfælde af, at Vildtet har taget Mod til sig og har bidt de tjærede Toppe af. HESS, Forstschutz 2. Aufl. 1. Bd. S. 123.

3 Zeitschr. f. Forst- u. Jagdwesen 17. Jhrg. S. 648. Meddeleren anvendte Midlet paa Ahorn, Ædel- og Douglasgraner, som var indsprængt i en Bøgebevoksning.

Midlet er omtalt af WIND i Tidsskr. f. Skovvæsen 1. Bd. A S. 133. Forf. meddeler heri, at han kalkede alle Askeplanterne i en Mose, hvorimod de indsprængte Rødelle ikke blev kalkede, og Følgen var, at Askene blev skaanede, medens saa godt som alle Elle blev fejede. Et Antal Ahorn, som stod spredt i en Bøgebevoksning, blev alle kalkede paa tre nær, som kort efter blev fejede.

graver ikke som Kronvildtet Rodfrugter op og er i det hele langt mindre voldsomt end dette.

2. Krondyret1 (Cervus elaphus).

Halen er som sædvanlig hos Hjortene kort, men fuldkommen tydelig. Foran Öjet findes en temmelig dyb Hudindposning, med en lang, snæver Aabning; den benævnes „Taaregruben", hvorvel den intet har med Taarerne at göre; den fedtede Masse, der findes i den, er væsentlig afstødte Hornceller fra Sækkens Væg. Sommerdragten er mörkt rødbrun, Vinterdragten graabrun; Spejlet er lyst rødbrunt. Kalvene er i Fødselsaaret indtil Oktober forsynede med talrige hvide Pletter.

Kronvildtets Udvikling er langsommere end Raavildtets större Dyr er i det hele længere om at blive voksne end mindre, noget som ogsaa fremtræder ved Takkernes, „Gevirets",

1 F. v. RAËSFELD, Das Rotwild. Naturbeschreibung, Hege u. Jagd. 2. Aufl. Berlin 1911.

2

-ho

Taaregruberne findes ogsaa hos forskellige andre Hjorte og andre Drövtyggere, og hos nogle af dem er Kirtlerne i Sækkens Væg stærkt udviklede. Men hos Krondyret er Kirtelapparatet reduceret, der findes kun Kirtler ved Sækkens Rande, medens de mangler i selve Sækkens Væg. Derimod findes der paa et andet Sted af Krondyret (hos begge Kön) en mægtig Udvikling af Hudkirtler. Naar man gör et Tværsnit af Halen, viser det sig, at kun den mindste Del af den bestaar af Hvirvelsöjle, Muskulatur og Hud, men störste Delen er en mægtig sammenhængende Kirtelmasse, der danner en tyk Omhylning om Hvirvelsöjlen, og som er sammensat af Svedkirtler, der er forgrenede og udviklede til en kolossal Störrelse; de udmunder ved Haarene, deres Secret, der gaar bort i Luftform, er lugtløst. Hvilken Betydning denne stærke Kirteludvikling har, er ret gaade fuldt. Dette saakaldte Pericaudal organ mangler hos vore andre Hjorte. Smlgn. BRINKMANN, Drövtyggernes Hudkirtelorganer (Disp.), Kbhvn. 1911, S. 114 ff.

Fig. 31. Tværsnit af Halen af en Kronhjort.
Haarene udeladt. h Hud. hv Halehvirvel. k
Kirtelmasse, hele det Parti, der er holdt lyst i
Tegningen. m Muskler. Nat. Störr.

Dannelse1. Först naar Dyret er et Aarstid gammelt, begynder Takkerne at vokse frem (Rosenstokkene er dog dannede forinden), og naar det er 14-1 Aar gammelt (altsaa om Efteraaret), fejes de. Dette förste Gevir er et Par længere eller kortere Spidser. Det fældes, naar Dyret er c. 2 Aar gammelt. Det andet Gevir, som dernæst udvikles, er enten et Par Spidser, Gafler eller Seksender. De senere Gevirer bliver efterhaanden kraftigere og faar flere Ender; de fejes i Juli-August, fældes Februar-MartsApril. Der kan udvikles 6, 7, 8 eller endog flere Ender paa hver Tak.

Efter Kastration udvikles Geviret hos Kronvildtet paa lignende Maade som Raabukkens Parykopsats: det fejes ikke og bliver ved at vokse (til Armtykkelse). Der optræder paa Geviret stilkede, knoldformige Udvækster, som til Dels løsnes og falder af 2.

Hos Kronhinden findes lignende svage Forhöjninger som hos Raaen paa Rosenstokkens Plads. Efter det foreliggende Materiale at dömme er de forholdsvis svagere end hos Raavildtet.

Kronvildtet har de samme Tænder som Raavildtet; dog findes hos begge Kön og baade i Mælketandsættet og i det blivende Tandsæt en Hjörnetand i Overkæben.

I de förste fire Maaneder af sit Liv har Kalven kun Mælkedc dp2 dp3 dp1

tænderne:

di1 di dis dc dp2 dp3 dp1

Frembruddet af det blivende

Tandsæt finder Sted i et meget langsommere Tempo end hos Raavildtet. En Kalv har om Vinteren efter at den er født foruden m1 mi

de omtalte Mælkekindtænder kun (smlgn. de ovenfor givne

Meddelelser om Raavildtet). Næste Vinter (altsaa naar den er 12— m2 134 Aar gl.) har den ogaaa faaet den blivende Hjörnetand i

Overkæben har erstattet den langt tyndere og svagere Mælkehjörnetand, og nogle af Mælkefor- og -hjörnetænderne i Underkæben (eller alle) er falden ud og erstattede af de tilsvarende,

1 Smlgn. NITSCHE i: Tharand. Forstl. Jahrb. 33. Bd., navnlig Tabellen S. 80-81. JOSEPH : Monatschr. f. d. Forst- u. Jagdwesen 19. Jhrg. S. ALTUM, Forstzool. I. S. 317-24.

324-29.

2 I Allgem. Forst- u. Jagdzeitung 1865 S. 477-79 er en saadan Kastrat skildret.

Angaaende Kronvildtets Tænder se bl. a. NEHRING u. SCHÄFF, Gebisstafeln z. Altersbestimmung d. Reh-, Roth- u. Schwarzwildes. Berlin 1889.