Page images
PDF
EPUB

ringer den Agernhøsten, men den plukker ogsaa saaede Agern op og kan derved anrette betydelig Skade i Planteskoler og Kulturer. Ogsaa Bøgesaaninger behandler den paa samme Maade. Den er endvidere en ihærdig Redeplyndrer, som hæmmer Smaafuglenes Forplantning i betydelig Grad. At den til Gengæld fortærer en Del Insekter og nogle Mus er vistnok unægteligt, men næppe af större Betydning.

6. Træløberfamilien (Certhiida).

a. Spætmejsen (Sitta europœa).

En mindre Fugl med temmelig langt, ret kraftigt, lige, spidst Næb og kort Hale. Blaagraa paa Oversiden, gullig eller hvidlig paa Undersiden. Spætmejsen er en ægte Skovfugl, der er ret almindelig i vore Skove, hvor den løber op og ned ad Stammerne. Det er en Standfugl, der bygger Rede i hule Træer. Dens Føde er dels Insekter, dels Planteføde: Agern, Bog, Hasselnødder, Lindenødder m. m.; Nødderne sætter den ind i Barkrevner og aabner dem ved at hugge paa Skallen med Næbbet. Dette er ikke saa kraftigt, at den kan hugge ind i eller gennem Træernes Bark; den kan derfor kun tage de frit udenpaa Træerne forekommende Insekter. Økonomisk set er den uden Betydning; baade den Nytte og den Skade, den gör, er altfor ringe til at kunne komme i Betragtning.

b. Træpikkeren (Certhia familiaris).

Lille Fugl med langt, tyndt, noget böjet Næb, lang Hale. Oventil brunlig, nedentil hvid. Ogsaa den færdes paa Træernes Stammer, især paa ældre Træer med revnet Bark. Reden bygges i hule Træer, i tilfældige Spalter i Træer o. lign. Steder. Træpikkeren, der er her hele Aaret igennem, skal udelukkende leve af Insekter1, deres Larver og Æg, som den piller ud af Barkrevner eller tager paa Barken. Altum regner den til de forstlig meget nyttige" Fugle; men den optræder dog vistnok i al Fald hos os i altfor ringe Antal, til at den skulde kunne udrette noget virkelig betydningsfuldt.

1

[ocr errors]

Smlgn. HALLER'S Analyser i Zool. Garten 14. Jhrg. S. 383. Han fandt Barkbiller, smaa Billelarver, Myrer, Fluer, Sommerfuglelarver, Insektæg i Maverne af 4 Eksemplarer.

4. Orden. Rovfugle.

1. Ugler (Strigida).

Nedenfor gives en kort Oversigt over vore indenlandske Ugler. Foruden de her nævnte er der ganske vist nogle flere1, der nævnes som danske, men som alle egentlig hører hjemme i andre Lande, navnlig i Skandinavien, og kun træffes som Gæster her i Landet, hvor de ikke eller sjælden yngler; de har ingen videre Interesse for os her og kan derfor forbigaas.

A. Dagugler. Fjerkransen omkring Öjet ufuldstændig oventil. Sløret utydeligt. Jager ofte om Dagen.

Store Hornugle (Bubo maximus). Let kendelig paa sine lange Fjerduske („Horn") over Öjnene (se Frisen S. 129) og sin meget betydelige Störrelse. Den er sjælden her i Landet, hvor den tidligere enkelte Steder har ynglet2.

Kirkeuglen el. Minervas Ugle (Athene noctua). Lille Ugle. Börsteagtige Fjer paa Tæerne. Brune Længdepletter bagtil paa Undersiden3.

B. Natugler. Fjerkransen omkring Öjet fuldstændig. Sløret tydeligt. -Kommer först frem i Skumringen.

1

Skov-Hornuglen (Otus vulgaris). Forsynet med vel-
udviklede „Horn". Paa Undersiden rustgul med brune
Skaftpletter. Middelstor Ugle ligesom de efterfølgende.
Sumpuglen (Otus brachyotus). Har ganske korte Fjer-
toppe, som dog sjælden ses. En fuldstændig sort Ring
omkring Öjet. Paa Undersiden brune Skaftstriber, ingen
Tværstriber.

Natuglen (Syrnium aluco). Kaldes ogsaa Skovuglen el.
Katuglen. Ingen Fjertoppe. Hvid Plet paa Skulderen.
Skaftstriber og bølgede Tværstriber paa Undersiden.

1 Sneuglen (Nyctea nivea), Høgeuglen (Surnia ulula), Spurveuglen (Glaucidium passerinum), Tengmalms-Uglen (Nyctale funerea).

1 Om den store Hornugle i Danmark findes en Artikel (af H. BECHER) i Dansk Jagttid. 6. Aarg. S. 6-12 og 17-20.

[ocr errors]

'Til Daguglerne hører desuden af de i Anm. 1 nævnte følgende: Spurveuglen, som er endnu mindre end Kirkeuglen, adskiller sig desuden fra denne bl. a. ved at Fjerene paa Tæerne ikke er börsteagtige. Høgeuglen er betydelig större end Kirkeuglen og har skarpt fremtrædende Tværstriber bagtil paa Undersiden (ingen Længdestriber). Sneuglen, der i Störrelse nærmer sig den Store Hornugle, er hvid med flere eller færre mörke Pletter.

Sløruglen (Strix flammea). Tæerne sparsomt forsynede med börsteformige Fjer, Mellemfoden lang og svagt fjerklædt. Öjekranse særdeles udviklede, Sløret meget tydeligt. Undersiden lys gulbrun med fine mörke Stænk, Oversiden graa med fine hvide Smaapletter osv.1.

Uglerne er som bekendt i det hele lyssky Dyr, der jager om Natten; nogle, som den Store Hornugle og Kirkeuglen, dog ogsaa om Dagen. Deres Ynglested er noget forskelligt: den Store Hornugle yngler paa Træerne (i gamle Høge-, Musvaage- eller Storkereder) eller paa Jorden, Sumpuglen paa Jorden, Skov-Hornuglen lægger sædvanlig sine Æg i gamle Krage-, Egernreder osv., Natuglen i gamle Kragereder, i hule Træer eller i Bygninger, Kirkeuglen i Stengærder eller i Kirketaarne, Sløruglen i Kirketaarne o. 1. St. Hvad de lever af, er det (i al Fald for en stor Del) forholdsvis let at faa Kundskab om, nemlig ved Undersøgelsen af de bekendte „Uglegylp", der indeholder de ufordöjelige Dele af Føden (Haar, Fjer, Knogler, Chitindele osv.), og som i Mængde findes paa de Steder, hvor de holder til. Føden bestaar overvejende af Pattedyr; den Store Hornugle tager Harer, Raalam (ja skal endog tage Ræve), men ogsaa mindre Pattedyr (Pindsvin, Rotter, Mus); de andre især Studs mus og Mus, endvidere ogsaa Spidsmus, som navnlig udgör en betydelig Andel af Sløruglens Føde. Endvidere fortærer de en Del Fugle, Padder, ikke ganske faa Insekter (Kirkeuglen efter Altum endog overvejende Biller, især Løbebiller), Regnorme (Kirkeuglen, efter Haller). I yderste Nød tager de endog Korn og anden Planteføde3. De fleste af vore Ugler forbliver her om Vinteren.

1 Til Natuglerne hører af de i Anm. 1 S. 174 anførte Ugler TengmalmsUglen, der er mindre end de ovenfor anførte Natugler, ikke större end Kirkeuglen, fra hvilken den let kendes ved at have bløde Fjer paa Tæerne, ved den fuldstændige Öjekrans osv.

2 I de talrige af ALTUM undersøgte Slørugle-Gylp var endog Spidsmusene det langt overvejende (Forstzool. 2. Aufl. 2. Bd. S. 388). I de af O. HELMS (Om nogle danske Uglers Gylp i: Vid. Medd. fra Naturh. Foren. 1901 S. 64) undersøgte Slørugle-Gylp var 40 % af de forefundne Pattedyr Spidsmus.

3 Som Eksempler paa, hvad Uglerne fortærer, nævnes følgende. JÄCKEL (Vögel Bayerns S. 58 o. flg.) har undersøgt 9472 Stk. Slørugle-Gylp og fandt deri Levninger af 37 Flagermus, 47 Muldvarpe, 7346 Spidsmus, 2 Hasselmus, 38 Brune Rotter, 7584 Hus- og Skovmus, 13825 Studsmus (deraf 47 Arvicola amphibius, 181 glareola, 373 agrestis, Resten arvalis). Af Fugle fandt han kun Levninger af 546 Eksemplarer, af hvilke nævnes: 3 Kirkeugler, 34 Svaler og Mursvaler, 2 Stære, 286 Graas purve osv., 116 Frøer. Endvidere en Mængde

Uglernes forstlige, i det hele deres økonomiske Betydning knytter sig til, hvad de fortærer af Mus, særlig af Studsmus. Virkningen heraf maa dog ikke overvurderes; naar Dyr er saa talrige som Mus, spiller det næppe nogen större Rolle, om der fortæres en Del af dem. Og det Antal Mus, som Uglerne fortærer, anses vistnok sædvanlig for at være större end det i Virkeligheden er; det kan jo nok se ret imponerende ud, at man kan samle Hundreder af Musekranier sammen af Uglegylp; men paa de Steder, hvor disse ophobes, kan de vistnok ofte ligge i Aarevis, og omhyggelige lagttagelser viser, at en Ugle næppe fortærer mere end et Par Mus om Dagen1, hvad der med det Antal Ugler, vi har her i Landet, ikke synes at kunne tömme ret meget ud paa Musene 2.

Insekter, af hvilke dog vistnok en hel Del smaa var kommen ned i Uglerne ved at befinde sig i de fortærede Hvirveldyrs Maver. Af större Insekter, som Sløruglerne kan antages selv at have fanget, nævnes 112 Oldenborrer, 26 Jordkrebs osv. II 133 Stk. Natugle-Gylp fandt samme Undersøger 1 Brud, 5 Muldvarpe, 51 Spidsmus, 7 Brune Rotter, 28 Hus- og Skovmus, 160 Studsmus (deraf 8 amphibius), en Gøg, Frøer, Biller, Sommerfugle, S.-Larver m. m. I Maven af en Natugle fandt han et Forlem af en ung Hare. 1939 Stk. Gylp af Skov-Hornuglen fandt JÄCKEL 26 Muldvarpe, 19 Spidsmus, 135 Skovmus, 905 Studsmus, 36 Fugle, 8 Frøer, 9 Oldenborrer, 16 Skarnbasser, 27 Jordkrebs osv.

1 TH. H. MONTGOMERY, Observations on Owls, with particular regard to their Feeding habits. i: Amer. Natural. Vol. 33, 1899, S. 563. Forf. iagttog fra 25/12 1898 til 22/2 1899 5 Ugler (Asio accipitrinus og Wilsonianus, smaa Hornugler), som havde Tilhold i to Træer i Nærheden af hans Hjem. Uglerne blev daglig talt og Gylpen regelmæssig opsamlet og undersøgt. Resultatet var, at hver Ugle daglig fortærede c. 2 Mus (Gylpen indeholdt næsten intet andet end Studsmus). Hertil svarer ogsaa ret godt nogle Fodringsforsøg, som RÖRIG (se den første af de S. 177 Anm. 4 anførte Afh. S. 90 ff.) anstillede, det ene med en Syrnium aluco i den Zoologiske Have i Berlin. Den blev i 35 Dage fodret udelukkende med Mus, Rotter og Marsvin og fortærede i dette Tidsrum 68 g daglig, hvad der svarer til c. 3 Mus (en Skovmus, ganske vist ret stor, som jeg nylig vejede frisk, vejede 33-34 g; 4 Markmus tilsammen 93 g, altsaa c. 23 g gennemsnitlig; 5 Rødmus tilsammen 85 g, altsaa 17 g gennemsnitlig). I to Forsøg med Athene noctua af samme Forf. blev i det ene (Fodring væsentlig med Graaspurve) i 127 Dage fortæret af Forsøgsdyret c. 36 g daglig, i det andet (Foderet var 85 Mus, 10 Marsvin, 6 Fugle, 555 g Kød) i 80 Dage c. 30 g daglig, altsaa som det var at vente meget mindre end af Natuglen, saa meget som 1-2 Mus om Dagen.

* Andre har ment, at en Ugle fortærede betydelig mere end et Par Mus om Dagen. Saaledes har Ornithologen O. HELMS i Tidsskr. f. Skovvæsen 14. Bd. B, S. 7-8 skrevet følgende: „For at kunne dömme herom [om Nytten Uglerne gör Skovbruget] maa man bl. a. vide, hvor meget en Ugle daglig fortærer.

De Fugle, Uglerne tager, er overvejende Graaspurve, men forskellige andre Sangfugle, Fasankyllinger m. m. gaar ogsaa med 1.

2. Dagrovfugle (Hemeroharpages).

a. Musvaagen (Buteo vulgaris).

Denne vor almindeligste Rovfugl kendes let fra Høgene bl. a. ved sine længere Vinger og kortere Hale (Vingerne naaer ud til Halespidsen). Af Farve er den mörkebrun paa Oversiden, paa Undersiden brun med hvide Pletter eller hvidlig med mörke Pletter; men den varierer meget i Farve (ogsaa meget lyse Eksemplarer forekommer)3.

Denne noget plumpe og træge Fugl, der sædvanlig forlader os om Vinteren, fortærer efter Jäckels, Ecksteins og Rörigs1 Maveanalyser følgende: Harer (ikke hyppig), Egern, Pindsvin, Muldvarpe, Spidsmus, Mark- og Skovmus, Fugle (f. Eks. Höns, Agerhöns, Fasaner, Duer, Stære, Lærker, Krager, Skovskader osv.), Firben, Staalorme, Snoge (sj.), Frøer, Fisk (sj.), en Mængde forskellige Insekter (Sommerfugle, Græshopper, Jordkrebs, Biller), Regnorme, Snegle. Efter Nilsson lever den i Særdeleshed af Krybdyr og Padder og af store Insekter, dernæst af Regnorme,

I Granskove har jeg ofte fundet tæt ved hinanden 5-7 Boller af Natugler, indeholdende 8-10 Kranier af Smaagnavere; paa saadanne Steder antager [udhævet af Boas] jeg, at Uglerne har siddet en enkelt Dag og gylpet op, og mener derfor, at man kan sætte Tallet af de Smaagnavere Natuglen fortærer i et Dögn til 8-10". Det er ganske klart, at denne Beregning savner et virkeligt Fundament.

1

1 Smlgn. en Diskussion i „Land- og Skovbrugsbladet" for 12. Februar, 26. Febr., 5. Marts 1903.

2 Den sjældne Hvepsemaage (Pernis apivorus), som ligner Musvaagen en Del, kendes let fra denne ved, at Partiet mellem Næbbet og Öjet er beklædt med Smaafjer, der ikke som hos andre Rovfugle er börste formige. Dens Føde er hovedsagelig Insekter.

Den Laaddenbenede Musvaage (Buteo lagopus), der hører hjemme nordligere og kun besøger os paa Trækket, udmærker sig ved at være fjerklædt paa Mellemfoden.

4 RÖRIG, Unters. ü. d. Nahr. uns. heim. Vögel, mit besond. Berücksicht. d. Tag- u. Nachtraubvögel. i: Arb. a. d. Biol. Abteil. f. Land- u. Forstwirtsch. am Kais. Gesundheitsamte. 4. Bd. 1905. S. 51. Samme, Magenuntersuch. heimischer Raubvögel. Smst. 5. Bd. 1907. S. 237. Samme, Magen- u. Gewölluntersuch. heimischer Raubvögel. Smstds. 7. Bd. 1910. S. 473. Boas: Forstzoologi. 2. Udg.

12

« PreviousContinue »