ANDET AFSNIT: FUGLE'. 1. Orden. Klatrefugle. 1. Spætterne (Picus). PÆTTERNE er en meget karakteristisk Fugletype, indrettede som de er til at bevæge sig op ad Træernes Stammer, til at hugge ind i Veddet og trække Insekter ud deraf m. m. Svarende hertil er Halens Styrefjer ualmindelig stive, med tykke haarde Skafter, afsmalnede henimod Spidsen, hvor ogsaa Straalerne er særdeles stive; særlig er de to midterste Styrefjer, som er de længste, meget udpræget udviklede; Enden af dem er böjet nedefter og stærkt fjedrende. Halen er saaledes et fortrinligt Støtteapparat, som Fuglen stemmer imod Barken og hviler paa, naar den hugger løs med sit Næb. Ogsaa Fødderne, der som bekendt er Klatrefødder" (to Tæer bagtil), er vel egnede til at hage sig fast med paa Barken: Mellemfoden er kort, Kløerne store, stærkt 1 Litteratur: KJÆRBØLLING, Skandinaviens Fugle. 2. Udg. ved J. COLLIN. Kbhvn. 1877. COLLINS forskellige Supplementer til samme Bog. — NILSSON, Skandinavisk Fauna. Foglarna. 1-2. 3. Uppl. Lund 1858. JÄCKEL, Vögel Bayerns. München u. Leipzig 1891. (Maveanalyser). ECKSTEIN, Beitr. z. Nahrungsmittellehre d. Vögel. i: Journ. f. Ornith. 35. Jhrg. S. 286-98. (Maveanalyser). ALTUM, Forstzoologie. 2. Aufl. II. Vögel. Berlin 1880. MANN, Naturgeschichte der Vögel Mitteleuropas. Neu bearbeitet. Herausg. v. CARL R. HENNICKE. 1.-12. Bd. (Omkring 1900). COLLINGE, The Food of Some British Wild Birds: A Study in Economic Ornithology. London 1913. NAU 2 Smlgn. BOAS, Et og andet om Spætterne. i: „Fra Naturens Værksted" 1. Aarg. S. 65 (hvorfra en Del af ovenstaaende er taget). Boas: Forstzoologi. 2. Udg. 9 krummede og stærkt sammentrykte. Næbbet er udmærket egnet til at hugge Huller med i Bark og Ved, til at hugge Kogler itu osv. Det er i Spidsen sammentrykt (fra Side til Side), kileformig tilskærpet, altsaa formet som en Økse med en ganske kort Æg. Men ved Næbbets Grund og i en större Del af dets Længde er det helt anderledes; her er Næbbet bredere end det er höjt, hvad hv s l k m Fig. 81. Fig. 80. Hoved af en Spætte. Det meste af höjre Underkæbe borttaget. Skema. hv Halshvirvelsōjle omgiven af Muskler. k stor Spytkirtel. I Luftrør. m Musklen der skyder Tungen ud. s Spiserør. t Tungeben. Fig. 81. Spidsen af Tungen af en Spætte, stærkt forst. Efter LUCAS. der naturligvis, naar Enden føres som en Økse mod Træet, giver Næbbet en langt större Styrke end om det var sammentrykt i sin hele Længde, hvorved Chancen for at det kunde böjes eller knække til Siden vilde være langt större. Langs Midten saa vel af Over- som af Undernæb er der en fremtrædende Kant, som ogsaa bidrager til at forstærke Næbbet. Halsmusklerne har en tilsvarende Styrke. Særdeles karakteristisk er ogsaa Spætternes Tunge1. Tungens Skelet bestaar som bekendt hos Fuglene af et uparret Midtparti 1 LEIBER, Vergl. Anat. d. Spechtzunge. i: Zoologica 20. Bd. (Heft 51). LUCAS, The Tongues of Woodpeckers. i: U. S. Dep. of Agriculture, Div. of Ornithol. a. Mammal. Bull. No. 7. S. 35. 'Se min Zoologi, 5. Udg., S. 588-89. Hornene fremefter, trykker paa den uparrede Del af Tungeskelettet og skyder Tungen fremefter; jo længere Hornene og dermed den omgivende Muskelskede er, desto længere kan Fremskydningen af Hornene blive og desto længere kan Tungen skydes ud af Munden. Hos Spætterne er nu disse Horn forlængede, saaledes at de strækker sig op omkring Nakken paa hver sin Side, op paa Hovedets Overside, hvor de atter lægger sig sammen og strækker sig mere eller mindre langt fortil. Medens de hos den almindelige Store Flagspætte kun naaer et Stykke op paa Hovedets Overside, Fig. 84*. Grönspætte. A den maksimalt udstrakte Tunge med Indgangen (i) til Luftrøret, et Stykke Mundhud (m), den øverste Del af Luftrøret (1) og Tungebenshornene (h) omgivne med Muskelskeden. Den forreste Del af Tungebenshornene ligger i den udstrakte Tunge (smlgn. B). B Tungebenet alene. Lidt formindsket (1). |