4. Maarene (Mustela).

Af denne Slægt har vi her i Landet følgende 5 Arter:

Skovmaaren: med blommegul Strube.

Husmaaren: med hvid Strube.

Ilderen: mindre; brun, med gule Uldhaar, som ikke helt skjules af Dækhaarene; ingen lys Strube.

Hermelinen: mindre end Ilderen; Undersiden hyidlig, Oversiden brun (hvid om Vinteren); Halespidsen sort (ogsaa om Vinteren).

Bruden: endnu mindre; Undersiden hvid, Oversiden brun, Halen kort, uden sort Spids.

a. Skovmaaren (M. martes).

Et ægte Skovdyr, der bevæger sig med störste Lethed i Træerne; om Dagen sover den sædvanlig i et hult Træ, i en Egern-, en Rovfuglerede eller desl., medens den er i Bevægelse om Natten. Den parrer sig i Februar, og Ungerne, 2-4, fødes i April. En Skovmaar-Rede, som Kolthoff1 undersøgte, laa i en hul Asp og var dannet af Mos og Levninger af Egernhaler.

I Egne, hvor der er mange Egern, lever Skovmaaren for en stor Del af dette Dyr. Den tager Fugle, Fugleunger og Æg, gaar ogsaa undertiden ind i Hönsehuse og myrder Hönsene for Fode, medens den ellers ikke ynder Menneskets Nærhed. Endvidere fortærer den Mus, Insekter samt Bær, især Rönnebær og Blaabær i Mængde.

Ved at ødelægge Egern (og Mus) kan Skovmaaren maaske göre nogen Nytte; dens øvrige Virksomhed er uden forstlig Interesse. Den findes de fleste Steder her i Landet, men mangler paa Langeland (Skovr. Holger Hansen) og paa Bornholm (Winge), hvor den dog har levet i Stenalderen.

b. Husmaaren (M. foina).

Husmaaren holder til i, eller i Nærheden af, Menneskets Boliger, er ikke noget Skovdyr. Dens Føde er i det hele af lignende Art som Skovmaarens. I forstlig Henseende frembyder den ingen

1 Vårt Villebråd S. 121.

Interesse. Efter Melchior fandtes den paa hans Tid i Jylland, paa Fyn, Langeland og Samsø, men ikke østligere; nu findes den baade paa Lolland og forskellige Steder paa Sjælland.

c. Ilderen (M. putorius).

Heller ikke Ilderen er noget Skovdyr, hvorfor der her blot kortelig skal bemærkes om den, at dens Føde i det væsentlige svarer til de foregaaendes. Efter Melchior skal den dog ikke fortære Planteføde. Ilderen er almindelig i Jylland, findes endvidere paa Langeland og skal ogsaa findes paa Fyn1, hvor den i al Fald har levet i Fortiden, men mangler i det øvrige Danmark; paa Sjælland levede den dog i Stenalderen.

--

d. Hermelinen (M. erminea).

Træffes baade paa aaben Mark og i Skov; i Stengærder, under Trærødder o. lign. St. har den sine Smuthuller. Den parrer sig i Marts og føder i April-Maj 3-6 Unger.

Hermelinen er et livligt, særdeles glubskt og blodtörstigt lille Rovdyr. Den fortærer mange unge Fugle, kan rydde frygtelig op paa Dueslag, tager ogsaa Harer osv. I forstlig Henseende er den for saa vidt af Interesse, som den fortærer en Mængde Mus; Kolthoff fandt i en Hermelinrede med 5 halvvoksne Unger nogle og tyve Markmus, alle tagne samme Dögn. Den forfølger ogsaa Jordrotten i dens Gange (Skovr. Hedemann). Den findes overalt i Danmark undtagen paa Bornholm.

e. Bruden (M. vulgaris).

Bruden, der er mindre almindelig end Hermelinen, ligner Levemaade næsten ganske denne. Den fanges undertiden sammen med Mus i de Fælder, der udsættes for Mus i vore Skove. Den findes overalt undtagen paa Bornholm.

4. Orden. Insektædere.

1. Spidsmusene (Soricida).

Spidsmusene er velbekendte Smaapattedyr af Musenes Störrelse eller mindre, med spids Tryne og blød Haarbeklædning. De lever baade paa Mark og i Skov, graver sig Gange i Jorden, ligger ikke i Vinterdvale, men er bestandig i Aktivitet for at søge Føde, som (svarende til de spidstakkede Kindtænder) udelukkende er animalsk: Insekter, Pupper, Larver, Snegle, Regnorme, Aadsler af Hvirveldyr m. m.; de er ligesom Muldvarpen overordentlig graadige.

Her i Landet har vi tre Arter, af hvilke den Almindelige Spidsmus (Sorex vulgaris) og Dværgspidsmusen (S.pygmæus)1 er almindelige i vore Skove, hvor de i Mængde om Vinteren er gaaet i Musefælderne. Det antages, at de gör Nytte ved at fortære skadelige Insekter; saaledes fandt BORRIES talrige LophyrusCoconer, der var aabnede paa en saadan Maade, at det mentes at være sandsynligt, at det var Spidsmus, der havde udført Arbejdet og udtaget Coconens Indhold; andre angiver, at Mus aabner Lophyrus-Coconer.

2. Muldvarpen (Talpa europæa).

Muldvarpen, hvis Udseende tör forudsættes bekendt, er indrettet til at færdes i Mulden; det er en udmærket Graver, der med Forkærlighed opholder sig i nogenlunde let, velbehandlet Jord. En halv Snes cm under Jordoverfladen anlægger den sit Rederum, der er nogenlunde kuglerundt, c. 25 cm i Diameter. Den udgravede Jord anbringes ovenpaa, saaledes at der opstaar en Höj ovenover Redestedet paa c. 30-40 cm Höjde og c. 1 m Bredde, inde i hvilken man kan finde en Gang, f. Eks. en Spiral

1 Hos den Alm. Spidsmus er Halen tynd og kortere end Afstanden fra Øret til Haleroden; hele Dyret (med Hale) godt 10 cm langt. Hos Dværgspidsmusen er Halen tykkere og dens Længde större end Afstanden fra Øret til Haleroden; hele Dyret er c. 8 cm langt. Den tredie danske Spidsmus, Vandspidsmusen (Crossopus fodiens), er kendelig ved en Bræmme af lange fremstaaende Haar (Svømmebræmme) langs Randen af Fødderne; den er henved 13 cm lang.

2 Tidsskr. f. Skovvæsen 7. Bd. B, S. 67.

gang, gennem hvilken Muldvarpen har bragt Jorden op fra Rederummet. Fra dette gaar der lange Gange til forskellige Sider; undertiden ogsaa korte Sikkerhedsgange til Jordoverfladen. Anlæget varierer iøvrigt meget. Rederummet er glat indvendig og er udfyldt med Græs eller Blade, f. Eks. Birke- eller Egeblade. Gangene, der gaar ud fra Reden, løber mere eller mindre tæt under Overfladen, undertiden saa tæt, at Jorden hæver sig i Vejret over Gangen; langs Forløbet af Gangene ser man paa Jordoverfladen större eller mindre „Muldvarpeskud“, smaa Jordmasser som Muldvarpen har skudt op af Gangene. Det er blevet mig fortalt, at Muldvarpene

Fig. 79. Skema af et Muldvarpebo med nogle af de derfra udgaaende Gange. Fra Reden, r, udgaar der en Spiralgang opefter i den græsbevoksede Höj over Reden. g Gang, g' Aabning fra en Sikkerhedsgang ud til Overfladen, s Muldvarpeskud.

plejer at „skyde" 1) lidt efter Solopgang, 2) lidt för Middag, 3) lidt för Solnedgang1.

Muldvarpens Føde er först og fremmest Regnorme; kun. hvor Jorden indeholder Regnorme, er der Muldvarpe. Den fortærer store Mængder af disse Dyr, og dens Mave finder man næsten altid fyldt med dem; ved Siden deraf tager den ogsaa Insekter og Insektlarver, som den støder paa, men det er ganske

1 Angaaende Muldvarpens Redebygning se navnlig L. E. ADAMS, A Contribution to our Knowledge of the Mole. i: Memoirs of the Manchester Liter. a. Philos. Soc. Vol. 47 (1903) Nr. 4. Desuden ROSSINSKY, Der Maulwurfsbau. i: Zool. Jahrbücher, Syst. Abt., 13. Bd. (1900) S. 287. I forskellige ældre Bøger finder man afvigende Fremstillinger, der alle synes at stamme fra den, der er givet i CADET-DE-VAUX, De la Taupe, de ses Moeurs etc. (Paris 1803); den Skildring, der er givet i denne lille Bog, er saa senere blevet forbedret af andre; disse Fremstillinger er alle mere eller mindre unöjagtige, til Dels fantastiske.

2 Den griber med Tænderne Regnormens Forende og klemmer med Kanten af Forfødderne Tarmindholdet (Jord) ud af Bagenden, samtidig med at den haler Ormen ind i sin Mund. E. DEICHMANN. i: Vidensk. Medd. fra Dansk naturhist. Forening 68. Bd. S. 208.

underordnet. TAUBER' fandt Mave og Tarm af 50 Muldvarpe, han undersøgte, uden Undtagelse „fulde af mer eller mindre fordöjede Regnorme" og kun de 11 indeholdt desuden bestemmelige Rester af andre Dyr, væsentlig Insekter og Insektlarver, af hvilke kan nævnes Gaasebillelarver (to Gange), Smelderlarver (tre Gange), Knoporme, en Stankelbenlarve. En engelsk Undersøger, der har aabnet talrige Muldvarpe („et Tusinde i det mindste“) til forskellige Aarstider, fandt ligeledes næsten udelukkende Regnorme. Efter lagttagelser paa Muldvarpe i Fangenskab er det en særdeles graadig Skabning, der i Løbet af et Dögn fortærer mere end sin egen Vægt af Regnorme; en Muldvarp, der vejede 4 Unser (eng. Pund) aad i en Maaned 72 eng. Pund Regnorme. Muldvarpen ligger ikke i Dvale om Vinteren og er ogsaa i Bevægelse paa denne Aarstid, men samler alligevel — i al Fald ofte - et Vinterforraad, der især bestaar af Regnorme, som den bider den forreste Ende, de 3-5 förste Led, af1 og derefter indmurer hobevis i Redens og Gangenes Vægge; de Regnorme, man saaledes finder om Vinteren, er levende, har dannet en Hud henover det saarede Sted, men er - maaske paa Grund af Vinterkulden ellers ikke regenererede (hvad saadanne lemlæstede Regnorme ellers er i Stand til) og er ligesom lammede. Det kan være ret store Mængder, den saaledes samler (som en Reserve, der ikke altid bruges); saaledes fandt en af Undersøgerne i eet Muldvarpebo over 2 kg Regnorme, 1280 Stkr., men kun 18 Oldenborrelarver. Saadanne Vinterforraad er iagttagne her og andensteds 5. Planteføde, som Muldvarpen er bleven beskyldt for at æde, fortærer den slet ikke hvad et Blik paa dens Tænder iøvrigt tydelig nok viser; de Plantedele, som kan træffes i dens Tarmkanal, er aabenbart kommen derned tilfældig.

Af de to Kön er Hannen tilsyneladende i stort Overtal. Dette kommer af, at de ydre Könsdele hos den jomfruelige Hun ligner Hannens, idet Indgangen til Urogenitalkanalen hos den er sammenvoksen,

S. 64.

Naturhist. Tidsskr. 3. Række 8. Bd. S. 262-63.

2 Se Tidsskr. f. pop. Fremstill. af Naturvid. 3. R. 5. Bd. S. 338.

4

5

Nature Vol. 100 S. 72 (Nr. 2500).

RITZEMA BOS, Z. Lebensgesch. d. Maulwurfs. i: Biol. Centralbl. 18. Bd.

DAHL, Ü. Nahrungsvorräthe im Bau d. Maulwurfs. i: Schr. d. naturh. Vereins f. Schlesw.-Holst. 6. Bd. S. 113. Se ogsaa HARTING i Journal of

the R. Agricult. Soc. of England 3. Ser. Vol. 3, 1892, S. 465.

Se min Zoologi 5. Udg. S. 648 ff.